Tragisk ulykke i Næstved: Far klemt ihjel under sin egen bil

Skrevet af Emil Ryttergaard

25/04/2017
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En familiefar har i weekenden mistet livet som følge af en tragisk ulykke, hvor han fik familiens bil ned over sig. Faderen blev fundet af sine to små børn.

Dagens topnyheder

Det skulle blot have været en simpel reparation, da en 45-årig familiefar fra Næstved sidste tirsdag lagde sig under familiens bil.

Manden havde løftet sin bil op med donkraft og bomme, men ved et pludseligt ryk fik han bilen ned over sig og lå fastklemt under bilen, skriver BT

Mens manden lå mast fast under bilen, kom familiens to børn på seks og ni år ud og fandt deres far under bilen i kritisk tilstand.

- Det er uklart, hvor længe han ligger under bilen. Da børnene finder ham, løber de over til nogle naboer, som slår alarm og får løftet bilen væk, siger politikommissær Mads Justesen fra Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi til BT. 

Manden blev straks fløjet med lægehelikopter til Rigshospitalets traumeafdeling, hvor han havde store læsioner på brystkassen, der påvirkede hans vejrtrækning i en sådan grad, at han var blevet hjerneskadet.

I lørdags døde den 45-årige familiefar af sine kvæstelser, og politiet betragter sagen som en ulykke. Intet tyder på en kriminel handling.

- Det er ganske tragisk, at en familiefar med kone og to børn ligger og ordner sin bil, og så kommer af dage på den måde, siger politikommissæren til BT.

Kriststoffers kræftsyge søn havde kun ét ønske: Nu takker faren DSB for den bedste oplevelse nogensinde