Det bliver nu fuldt automatiseret at køre over Storebæltsbroen. Også selvom du vil betale med kontanter.
Lige nu læser andre
Storebælts betalingsanlæg fik sidste år en opgradering, som bl.a. gjorde det muligt at øge farten for at passere fra 30 til 50 km/t i nye ekspresbaner. Og denne mulighed benytter godt 80 pct. at Storebælts kunder sig af i dag, mens andelen af bilister, der betaler med kontanter fortsætter med at falde.
Det oplyser Sund og Bælt i en pressemeddelelse, hvor de ligeledes oplyser, at de nu dropper den manuelle betjening af kunder, der vil betale med kontanter. Det skal bl.a. være med til at øge sikkerheden for personalet.
“Vi har flere gange oplevet, at en af de bokse, som medarbejderne sidder i, blev påkørt af en passerende lastbil. Det skaber en potentielt meget farlig arbejdssituation. Heldigvis har det ikke ført til uheld med personskade, og med de nye kontantautomater sikrer vi nu, at det ikke kan ske,” siger chef for betalingsanlægget Jens Kjær Nielsen i pressemeddelelsen
Læs også
Nye kontantautomater minimerer smitterisiko
Gennem mere end 20 år har kunderne på Storebælt været vant til, at de gule baner er bemandet. Men i situationen med Covid-19 har det været vigtigt for A/S Storebælt at reducere smittefare i betalingsanlægget og samtidig fortsætte med at tilbyde kunderne en mulighed for at betale kontant. Det sker nu via selvbetjening i nye kontantautomater
“Selv om Kontantbanerne ikke længere er bemandede, vil der naturligvis fortsat være hjælp at hente for kunderne, det foregår blot over samtaleanlægget, hvor vi vil betjene vores kunder fra vores kontrolrum. På den måde minimerer vi samtidig smitterisiko for både medarbejdere og kunder,” siger Jens Kjær Nielsen.
Fremover skal kunder i Kontantbanerne køre frem til kontantautomaten og betale. Automaten modtager sedler og mønter og har en hjælp-knap til at kontakte personalet, hvis en kunde har brug for hjælp.
“De første erfaringer viser, at kunderne lige skal vænne sig til de nye kontantautomater og derfor bruger lidt ekstra tid til at betale. Derfor er det en god ide at benytte kortbaner eller de nye ekspresbaner, medmindre man kun har kontanter med. Så undgår man den ekstra ventetid, der kan komme med de nye automater,” slutter Jens Kjær Nielsen, chef for betalingsanlægget.
80 % af alle ture sker gennem Bizz eller med nummerplade
I dag betales 80 pct. af alle ture over Storebælt med enten Bizz eller nummerplade i de nye ekspresbaner, hvor man kan passere med 50 km/t. Den automatiske betalingsform giver samtidig adgang til en lavere pris og en række fritidsrabatter, som man ikke får, hvis man betaler med kontanter eller kort.
Ca. 19 pct. af kunderne betaler med kort, mens kun 1 pct. af alle kunder fortsat vælger kontanter som betaling.
Nu er det så slut med den personlige betjening.