Den 23. juni udkommer en ny bog om Emilie Meng-sagen. Forfatterne er to BT-journalister, der gennemgår den komplicerede sag og kigger på politiets mistænkte.
Lige nu læser andre
I bogen fremgår det, at den livstidsdømte Peter Madsen har været efterforsket i sagen flere gange. Det skriver BT.
De to forfattere har fra flere uafhængige kilder, der har haft indblik i Meng-sagen, fået bekræftet, at Peter Madsen af flere gange har været undersøgt i sagen efter han i august 2017 blev anholdt for drabet på den svenske journalist Kim Wall.
Undersøgelsen af Peter Madsen og politiets interesse for Madsens færden i forbindelse med Meng-sagen kommer på grund af flere ligheder i de to drabssager. Et af forholdende var, at begge lig var blevet placeret i vand, ligesom Peter Madsen skulle have haft adgang til en hvid varebil i stil med den, der er blevet efterlyst flere gange i Meng-sagen.
I bogen fremgår det, at Peter Madsen i forbindelse med sit arbejde havde en hvid kassevogn, der blev omtalt flere gange under retssagen mod ham i forbindelse med drabet på Kim Wall.
Kun indicier – ingen beviser
Det er vigtigt at understrege, at bogen ikke dømmer Peter Madsen for forbrydelsen mod Emilie Meng. Konstateringen er blot en række indicier, der også sætter Peter Madsen i relation til Korsør, hvor Emilie Meng boede. Han har familiemæssige relationer i området, og ville derfor have haft en grund til at være i området.
Det kan synes utroligt, hvis Peter Madsen skulle være gerningsmanden til endnu en af Danmarkshistoriens mest omtalte sager. Peter Madsens venner og familie kan ifølge bogens forfattere ikke forestille sig, at det skulle være tilfældet.
Alligevel er det ikke lykkedes de to forfattere at finde ud af, hvad Raket-Madsen lavede den 10. juli, da Emilie Meng forsvandt.
Bogen udkommer på People’s Press og hedder ‘Emilie Meng – Pigen der forsvandt’.