Selv efter russerne har forladt byen, kan ukrainske borgere tilsyneladende ikke trygt vende hjem til Kyiv.
Lige nu læser andre
Man skulle tro, at Kyiv’s indbyggere trygt kan vende tilbage til deres hjem og hverdagen, nu hvor de russiske styrker har trukket sig ud af byen.
Det er dog ifølge TV2’s korrespondent, Rasmus Tantholdt, langt fra tilfældet.
Selvom der ikke er nogle russiske soldater i eller nogle missilangreb mod byen lige nu, så er der nemlig en anden fare, som lurer, og det er svært at forestille sig, hvordan det ikke skal gå ud over civile.
Ifølge Tantholdt er der nemlig blevet fundet adskillige miner, lureminer og andre bomber, som de russiske soldater, inden de forlod byen, har placeret i civile hjem i hovedstaden.
Bomberne findes blandt andet i køleskabe og vaser, under tæpper og endda i børns legetøj, og de er designet til at eksplodere og slå ihjel, når legetøjet for eksempel bliver løftet eller køleskabslågen bliver åbnet.
Derfor foregår der lige nu ifølge Graeme Ogilvy, som er mineekspert hos Røde Kors, et enormt arbejde med at fjerne og uskadeliggøre disse skjulte bomber, så uskyldige civile ikke mister livet på grund af dem.
Ogilvy har forklaret til Tantholdt, at mange ukrainske familier i disse dage vender tilbage til deres hjem i Kyiv, hvilket allerede har ført til et stort antal ulykker og flere kvæstede.
“Et barn samler naturligt et stykke legetøj op, eller familien ser et tæppe, som ikke ligger, hvor det plejer, og de bøjer sig ned for at flytte det. Men så er der en skjult udløser på en bombe, som dræber hele familien,” har han forklaret.
De skjulte miner findes både inde i private hjem, men også ved indgangene, hvilket gør det svært for eksperterne overhovedet at komme ind.
Samme fremgangsmåde er tidligere blevet brugt af russerne i blandt andet Libyen.
Landets præsident, Vladimir Putin, holder fortsat fast i, at invasionen af Ukraine er en “nødvendig” “militær specialoperation,” som bliver udført i selvforsvar, og han påstår hårdnakket, at Rusland ikke forsøger at skade civile.