Danskere glemmer vigtig rutine om sommeren der kan koste rigtig mange penge.
Sommeren er begyndt, varmen kommer og danskerne glemmer hurtigt el-regningen i det gode sommer-humør.
Cirkulationspumpen sørger for, at varmt vand fra varmeanlægget cirkulerer til radiatorerne. Men i mange hjem kører pumpen hele sommeren uden formål, og det koster både strøm og slid.
Det skriver NRGI i en pressemeddelelse
Bo Halm Andersen, energikonsulent og byggesagkyndig hos NRGi, oplever ofte, at boligejere glemmer pumpen, når de tror, de har lukket for varmen.
“Det svarer til at lade bilen stå i tomgang hele sommeren. Det koster strøm og slider unødvendigt – og det hele kan undgås med et tryk på en knap,” forklarer han.
Et hurtigt sommertjek kan give både energibesparelse og længere levetid på teknikken. Ifølge Sparenergi kan man spare 2-3 % af det årlige varmeforbrug, op til 800 kr. ved at slukke for varmeanlægget og cirkulationspumpen fra maj til oktober.
Bo Halm Andersen anbefaler, at sommerlukning bliver en fast rutine i de danske hjem.
Han opfordrer også til at bevæge radiatorernes termostater i sommerperioden.
“Selvom varmen er slukket, bør du dreje termostatventilerne fra helt lukket til helt åben og tilbage igen – gerne et par gange i løbet af sommeren. Det forhindrer, at ventilerne sætter sig fast.”
Tjeklisten til sommerlukning er enkel:
-
Luk for varmeanlægget eller sæt det på sommerdrift
-
Sluk for cirkulationspumpen
-
Drej radiatorernes termostater fra lukket til åben og tilbage et par gange hen over sommeren
En lille indsats, der kan spare både penge og besvær, når fyringssæsonen vender tilbage.