Knap halvandet år efter “Venner”-stjernens død, er der nu en mulig skyldig.
Lige nu læser andre
Efterforskningen af skuespilleren Matthew Perrys død tager nu en ny drejning, idet den californiske læge Salvador Plasencia har meddelt, at han vil erklære sig skyldig i flere tilfælde af narkotikahandel.
Det oplyser det amerikanske justitsministerium ifølge nyhedsbureauet AP.
Lægen blev tilbageholdt efter Matthew Perry blev fundet død i sit hjem i Los Angeles den 28. oktober 2023. Den 54-årige skuespiller, internationalt kendt for sin rolle som Chandler Bing i den ikoniske serie “Venner,” døde af en overdosis ketamin, som obduktionen viste var den primære dødsårsag.
Efter Perrys død fandt myndighederne frem til Plasencia, som ifølge anklagemyndigheden solgte ketamin uden om systemet. Ifølge efterforskningen havde Perry i forvejen fået ketamin udskrevet lovligt af sin egen læge som led i en behandling for depression. Men behovet voksede, og skuespilleren begyndte at søge større doser – uden lægelig tilladelse.
Læs også
Her kommer Plasencia ind i billedet. Anklagerne mener, at han ulovligt forsynede Perry med ketamin, og på den måde bidrog til at eskalere misbruget. Det fremgår dog af sagens oplysninger, at han ikke anklages for at have leveret netop den dosis, der kostede Perry livet.
Lægen er sigtet for fire tilfælde af narkotikahandel, og anklagemyndigheden oplyser, at strafferammen kan løbe op i 40 års fængsel. Retssagen var sat til at begynde i august, men med den kommende tilståelse kan sagen få en hurtigere afslutning.
Perry selv havde i mange år kæmpet med afhængighed. I sin selvbiografi fra 2022 beskrev han et liv præget af opioidmisbrug, som startede tidligt og blev forværret i takt med berømmelsen. Perioder med afvænning blev afløst af tilbagefald – og især under optagelserne til Venner blev kampen for ædruelighed intensiveret.
Ifølge anklagerne blev kontakten til Plasencia en del af det mønster, hvor skuespilleren forsøgte at skaffe sig adgang til større mængder af det bedøvende stof end lægeligt forsvarligt.