Skal I have en alvorssnak derhjemme?
Lige nu læser andre
Det er sjældent, at kærligheden dør med et brag. Ofte er det i stedet de små forandringer, der sniger sig ind, og pludselig står man dér og undrer sig over, hvorfor partneren pludselig bruger mere voks i håret end nogensinde før – og hvorfor telefonen er blevet et fortroligt statssikkerhedsprojekt.
Ifølge datingekspert Claire Rénier fra datingappen happn er der visse advarselssignaler, som kan afsløre, at noget er galt, fortæller hun til Unilad. Hun understreger, at man ikke skal gå i panik ved første mistanke, men opfordrer til at være opmærksom og stole på sin mavefornemmelse, hvis noget virker forkert.
Teknik-paranoia og digitale mure
En partner, der tidligere smed telefonen fra sig uden bekymring, men nu nærmest vogter den som en høg, kan give anledning til undren. Nye adgangskoder, nervøsitet ved fælles skærmkig og lynhurtige bevægelser, hvis du kommer i nærheden af deres laptop, kan indikere, at der foregår noget bag kulisserne, man ikke må se.
Opførsel på overarbejde
Ændringer i hverdagsrytmen kan være tegn på mere end bare en ny hobby. Har din bedre halvdel pludselig travlt med sene “arbejdstimer”, spontane weekendplaner eller uudtalte aftaler, er det værd at være opmærksom. Og hvis de på samme tid begynder at bombardere dig med blomster og komplimenter uden forklaring – selv dét kan være en form for skyldsaflad, siger Rénier.
Læs også
Følelsesmæssig afstand og kølig stemning
Selv den bedste skuespiller kan få svært ved at skjule, hvis forbindelsen halter. Hvis din partner bliver mindre fysisk, mere kritisk eller generelt virker fraværende – selv når I er sammen – kan det være et tegn på, at energien er placeret et andet sted.
Forsvundne penge og mystiske køb
I mange forhold har man en vis idé om hinandens økonomi. Derfor kan det vække opsigt, hvis der pludselig hæves kontanter oftere end normalt, eller fælleskontoen er lidt slankere end forventet – uden nogen logisk forklaring.
En ny kærlighed til spejlbilledet
Træning er sundt, og forfængelighed er ikke nødvendigvis mistænkeligt. Men hvis din partner over en nat går fra joggingsæt til skjorter og cologne, og pludselig “bare lige skal ned og træne igen” lidt for ofte, kan det – ifølge eksperten – være fordi, der er nogen, de gerne vil imponere. Og det er måske ikke dig.
Rénier understreger dog, at ikke alle ændringer dækker over noget dramatisk. Mennesker udvikler sig, og man bør ikke gå Sherlock Holmes på sin partners garderobe uden grund. Men hvis alarmklokkerne ringer i maven, er det en god idé at lytte og tage samtalen – før det bliver for sent.