Den tidligere klub deler den tragiske nyhed.
Lige nu læser andre
Fodboldmiljøet har mistet en markant skikkelse med både teknisk snilde og et varmt hjerte.
Johnny Vilstrup er død efter kort tids sygdom. Det oplyser BK Frem mandag aften.
Vilstrup huskes for sit præcise venstreben og en Superligakarriere, der blandt andet talte 139 kampe og 24 scoringer. Han havde sin mest fremtrædende periode i Lyngby, men spillede også i AGF, Fremad Amager og en periode i engelske Luton.
Efter tiden som spiller vendte han tilbage til Frem, hvor han engagerede sig omkring klubbens førstehold. Her fungerede han som behandler og blev en central figur blandt både unge og erfarne spillere.
– Han hjalp omkring førsteholdet som behandler, hvor de unge altid kunne komme med deres skader og andre problemer. Johnny ville altid lytte og hjælpe – alle blev behandlet ens, lyder det blandt andet fra klubben.
Læs også
Ud over de praktiske opgaver omkring skadesbehandling, bidrog han også aktivt til træningen. Især ved dødboldene var han i sit es og delte gerne ud af sine erfaringer med hjørnespark og frispark.
– Hvis man havde brug for hjælp, var man aldrig i tvivl om, at Johnny stod klar til at give en hånd med. Johnny nød at være med til træningerne og komme med input til standarder. Der blev brugt meget tid på hjørne- og frispark – altid med stor glæde, skriver Frem.
Vilstrup blev 58 år.