Få et overblik over de nye priser.
Lige nu læser andre
Danske elforbrugere skal i 2026 betale 11,5 øre pr kilowatttime, for at Energinet kan drive og udbygge det overordnede danske elsystem. Det er et fald på ca. 15 procent i forhold til 2025-tarifferne. I dag er tarifferne på 13,5 øre, hver gang vi trækker en kilowattime ud af stikkontakterne.
Samtidig med at Energinets bestyrelse har fastsat tarifniveauet for 2026, er det besluttet, at Energinet over de næste fire år skal sætte et overordnet loft over eltarifferne, så forbrugernes tarifbetaling vil ligge under 2025-niveauet og ikke overstige 12,5 øre pr kWh. Faktisk vil Energinet bestræbe sig på at fastholde 2026-niveauet på 11,5 øre/kWh, hvis Forsyningstilsynet godkender det.
Det sker for at fremme den grønne omstilling og sætte skub i elektrificeringen af sektorer, der i dag bruger olie, kul, benzin, diesel mm., forklarer Thomas Egebo, administrerende direktør i Energinet, i en pressemeddelelse:
Forudsigelighed og stabile vilkår
”Et tarifloft, der ligger lavere end det, som forbrugerne i dag betaler, vil ikke bare sikre lavere betaling for danske husholdninger og virksomheder. Det vil også skabe forudsigelighed for de mange, der vil investere i fx varmepumper, elkedler, omstilling af industri osv., siger han og peger på, at nyt grønt elforbrug i øjeblikket halter lidt efter opstilling af ny grøn elproduktion.
Der er derfor behov for at give elektrificeringen et skub, mener Thomas Egebo.
Læs også
Øget elforbrug vil også være med til at sikre, at elforbrugerens betaling per kilowatttime på længere sigt kan holdes på et lavere niveau.
Normalt fastsættes Energinets eltariffer ét år ad gangen baseret på de samlede, løbende udgifter til drift og udbygning af elsystemet. Med et fireårigt tarifloft og intentionen om endnu lavere tariffer i perioden, følger bestyrelsen en indstilling fra Energinets ledelse.
En endelig beslutning om et loft over Energinets tariffer fra 2026-2029 kræver, at Forsyningstilsynet siger ja.
Uden handelsindtægter ville tarif være 14,8 øre pr kWh
Den grønne omstilling driver omkostninger til netudbygning og forsyningssikkerhed op, og for at kunne holde tarifferne i ro, vil Energinet helt ekstraordinært bruge af de danske handelsindtægter. Handelsindtægterne opstår, når der handles el over grænser mellem Danmark og nabolande. Handelsindtægterne kaldes også ”flaskehalsindtægter” og er traditionelt gået til at udbygge og drive de elforbindelser, der går ind og ud af landet. Stor kapacitet i udlandsforbindelser sikrer, at danske forbrugere kan købe mere strøm i nabolande, når priserne her er fordelagtige, ligesom danske elproducenter får et større marked at afsætte deres el til.
Uden de danske investeringer, der giver mulighed for handel med energi på tværs af landegrænser, havde vi ikke disse handelsindtægter, og så ville forbrugernes tarifbetaling i 2026 have været 14,8 øre pr kilowat-time.
Læs også
For en almindelig husstand svarer et tariffald fra 13,5 til 11,5 til 83 kroner årligt. For en virksomhed med et elforbrug på 250.000 kWh svarer en lavere tarifbetaling på 4.871 kr.
Udover at betale faste tariffer per forbrugt kilowatt-time, så Energinet kan drive det overordnede danske elsystem og vedligeholde og udbygge eltransmissionsnettet, skal elforbrugerne også betale det årlige systemabonnement, som i 2026 bliver pristalsreguleret til 187 kroner per forbrugsmålepunkt.
De største forbrugere
Også på et andet punkt vil ændrede tariffer fra næste år skabe tilskyndelse til elektrificering og dermed grøn omstilling. Energinet har lavet en ny tarifmodel for de største elforbrugere, som er direkte tilsluttet transmissionsnettet. Modellen introducerer et effektabonnement i stedet for en løbende tarif pr. kilowattime og forventes at understøtte den kommende elektrificering med grønne teknologier såsom Power-to-X og store varmepumper.
Også producenttariffer falder
Elproducenterne vil også opleve lavere tariffer næste år.
Den balancetarif, som elproducenter betaler til, at Energinet kan opretholde driften af elsystemet, falder i 2026 med næsten 20 pct. Dermed falder de løbende tariffer for elproducenter i 2026 til samlet 1,03 øre pr. kilowatttime. Tilslutningsbidragene for nye elproducenter, der tilsluttes det kollektive elnet, falder i 2026 med mellem 2 og 10 procent i forhold til 2025. Fx falder stationsbidraget for de mange kunder på 132/150 KV med 9 procent.
Producentbetalingen blev indført i 2023, efter Folketinget besluttede, at elproducenter skal betale en større del af de samlede omkostninger til blandt andet udbygning og vedligehold af nettet.
Læs også
Energinet holder 18. september online informationsmøde om tariffer 2026.
Herunder er det samlede overblik over Energinets eltariffer (elforbrugs- og produktionstariffer) for 2026 fremgår af nedenstående tabel: (Elforbrugernes tarif på 11, 5 øre er sammensat af hhv. Nettarif på 4,3 øre pr kWh og Systemtarif på 7,2 øre pr kWh)