Unge kvinder strømmer til idrætten.
Lige nu læser andre
Langt de fleste danske børn får tidligt i livet erfaringer med idræt i en forening. Men som årene går, falder antallet markant, når skole, venner og andre fritidsaktiviteter begynder at fylde.
Den tendens er dog ved at ændre sig. En ny undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut peger på en tydelig fremgang blandt unge kvinder i idrætsforeningerne.
Det skriver Danmarks Idrætsforbund i en pressemeddelelse
Tallene viser, at andelen af foreningsaktive kvinder mellem 16 og 19 år er steget fra 47 til 50 procent siden 2016.
Blandt de 20-24-årige er andelen gået fra 33 til 40 procent, og for de 25-29-årige er tallet vokset fra 28 til 36 procent.
Læs også
Hos Danmarks Idrætsforbund ser man udviklingen som et resultat af et stærkere fokus på motion og fællesskab frem for præstation.
”Det er enormt positivt, at så mange unge piger søger idrættens fællesskaber,” siger næstformand Frans Hammer og tilføjer, at digitaliseringens udbredelse har gjort de fysiske fællesskaber endnu mere værdifulde.
Her ses stigningen tydeligt
Stigningen er især synlig i idrætter som dans, gymnastik, løb og styrketræning, men også i boldspil som håndbold og fodbold, hvor interessen vokser blandt de 20-29-årige.
På trods af fremgangen halter de unge kvinder dog fortsat efter mændene, og det er netop i teenageårene, at frafaldet er størst.
Læs også
Ifølge Frans Hammer skyldes det, at piger i højere grad end drenge vælger idrætten fra på grund af konkurrencefokus og utilfredshed med træningen.
Derfor har DIF sat gang i en målrettet indsats, blandt andet ved at uddanne 17.000 børnetrænere og gennemgå konkurrencestrukturerne, så leg og læring får større plads.
Med projektet Fremtidens Idræt for Børn og Unge, støttet af A.P. Møller Fonden, arbejder DIF på at skabe rammer, hvor flere børn og unge får lyst til at blive i idrætten.
Her indgår opkvalificering af trænere, nye trivselsmetoder og ansættelse af børne- og ungeansvarlige på tværs af foreninger.
Målet er klart:
Læs også
At fastholde og styrke glæden ved idræt i en tid, hvor mange andre tilbud konkurrerer om de unges opmærksomhed.