Forside Underholdning Glædelig nyhed til Badehotellet-fans: Sæt kryds i kalenderen

Glædelig nyhed til Badehotellet-fans: Sæt kryds i kalenderen

Badehotellet
Mike Kollöffel/TV 2

Fulgte du med i den populære serie, bør du glæde dig.

Lige nu læser andre

Fans af “Badehotellet” har måttet væbne sig med tålmodighed – eller gensyn på streaming – siden sidste afsnit rullede over skærmen.

Men nu får savnet en ny scene at spille på.

Jens Jacob Tychsen, manden bag den evigt elegante og teatralske Hr. Weyse, trækker nemlig i gallatøjet endnu en gang. Ikke foran kameraet, men på scenen i Tivolis Glassal, hvor han er vært for det musikalske show “Toner fra Badehotellet.” Og det bliver langt fra en tør historietime.

Det skriver Tivoli i en pressemeddelelse, som vi på redaktionen har modtaget.

Musik, magi og melodier fra Weyses verden

Forestillingen inviterer publikum med på en nostalgisk rejse gennem de årtier, hvor serien udspillede sig – fra 1920’ernes lette jazz til 1940’ernes dansktop. Publikum kan blandt andet glæde sig til toner fra klassikere som “Mig & Maggiduddi”, “I’ve Got You Under My Skin” og “Man binder os på mund og hånd”. Ikke bare som kendt fra TV, men i ny indpakning, live på scenen.

Læs også

“Publikum kan forvente en masse dejlig musik og en masse af de skønne sange fra serien. Musikken er fra den gang i 20’erne, 30’erne og 40’erne. Vi giver sangene nogle nye farver og pepper dem lidt op. Det er klassikere, det er evergreens, og det er swingmusik, som alle bliver glade i låget af. Det bliver en fest, og når forestillingen er slut, så danser de ud af Glassalen. Det er jeg overbevist om,” siger Jens Jacob Tychsen.

Men det stopper ikke ved musikken alene. Publikum kan også forvente humoristiske tilbageblik, små teatralske trylletricks og kærlige nik til de mest ikoniske scener fra den populære TV 2-serie.

“Publikum får også chancen for at mindes nogle af scenerne fra ‘Badehotellet’, grine og måske fælde en lille tåre over noget, de husker fra historien,” lyder det videre fra Tychsen.

Kommer landet rundt

Showet får premiere fredag den 24. april 2026 og spiller frem til 2. maj i Glassalen. Derefter drager “Toner fra Badehotellet” ud på turné med stop i blandt andet Aarhus, Svendborg og Sønderborg.

Så savner man den dramatiske lounge, klaveret i dagligstuen og Hr. Weyses skæve smil – så er det bare om at finde billetbogen frem.

Ads by MGDK