Så skal der synges og fortolkes musik på ny.
Lige nu læser andre
Seks kendte musikprofiler er klar til at sætte deres personlige præg på hinandens sange i den nye sæson af ‘Toppen af poppen’. Årets lineup består af Tina Dickow, Pil, Asger Guldimund og Nikolaj Manuel Vonsild – forsanger i When Saints Go Machine – samt to musikere, der er med igen: Lis Sørensen og Burhan G.
– Vi har glædet os til at fortælle, at vi nu vender tilbage med en ny udgave af ‘Toppen af poppen’ med et virkeligt stærkt og varieret lineup, som seerne kan glæde sig til at opleve på skærmen næste år, siger Dorte Borregaard, underholdningsredaktør på TV 2 i en pressemeddelelse. Hun fortsætter:
– Årets hold består af kendte og afholdte artister, der alle har sat deres aftryk på den danske musikscene på hver deres måde. Og så har vi i år inviteret Lis Sørensen og Burhan G, som har været med før, og som begge har et imponerende sangkatalog bag sig, som vi slet ikke er færdige med at udforske i ‘Toppen af poppen’-regi.
Populært og vigtigt musikformat
‘Toppen af poppen’ så første gang dagens lys i 2011 og har over årene været et væsentligt musikformidlingsprogram for både TV 2, danske artister og danskerne. Efter halvandet års pause og et nødvendigt kulturarbejde vender det populære musikformat tilbage med ny energi og med forventet premiere i foråret 2026.
Læs også
– ‘Toppen af poppen’ er vigtig, musikalsk public service. Det er et program, som lever på musikkens præmisser, og som samler danskerne på tværs af generationer og giver os en fælles reference, siger Dorte Borregaard.
Bandet i ‘Toppen af poppen’ er det nyetablerede ‘Pop Kollektivet’ ledet af Poul Reimann, der bidrager med både keyboard og vokal. Bandets øvrige medlemmer er Sarah Ziebe på trommer, Jonas Krag på guitar og Christian Douglas på bas, mens vokal og percussion bliver varetaget af Emilie Espichicoque og Caroline Franceska.
