Kamille Isaksen
Især én ting irriterer parkeringsvagten.
De fleste bilister mærker det som en irritation, når en gul lap lyser i forruden.
Alligevel spiller parkeringsvagterne en central rolle i byens hverdag.
Uden deres indsats ville trafikken hurtigt blive mere uoverskuelig, cyklisterne mere udsatte, og de handicapvenlige pladser optaget af dem, der ikke har ret til dem.
I Odense er parkeringskontrollen ikke blot et spørgsmål om orden i byens gader, det er også en indtægtskilde.
Sidste år alene lød gevinsten for kommunen på 29 millioner kroner fra afgifter, licenser og billetter.
Bag tallene står mennesker, der hver dag møder borgernes reaktioner, og en af dem er Henrik Nielsen, der siden 2018 har haft titlen som parkeringsvagt.
Det skriver TV 2.
Glæden ved jobbet
Henrik Nielsen elsker sit arbejde. For ham handler det ikke om at uddele bøder for bødernes skyld, men om at skabe sikkerhed og ro i bybilledet.
Faktisk ser han jobbet som det sidste kapitel i sit arbejdsliv, inden pensionen venter.
Hans venner var ellers skeptiske, da han skiftede retning og tog stillingen for syv år siden.
Mange forestillede sig, at hverdagen ville være præget af konflikter og sure kommentarer. Men virkeligheden har vist sig at være en anden.
Henrik oplever oftest dialog og forståelse, og kun sjældent har situationerne været så ophedede, at han har måttet bruge sin alarm til at tilkalde politiet.
Den store irritation
Alligevel er der ét punkt, der kan få tålmodigheden til at slippe op.
Når bilister stiller sig på cykelstier, fortove eller invalideparkeringer, er der ingen vej uden om en bøde.
For Henrik er det her, jobbet bliver alvor. Det handler om hensyn til de svageste trafikanter og om at sikre, at alle kan færdes trygt i byen.
Derfor er det heller ikke en tilfældighed, at netop denne type forseelser kan irritere ham.
En ting er at parkere for tæt på en kantsten – noget helt andet er at spænde ben for cyklister eller forhindre en handicappet i at komme frem.
Så selvom de fleste tænker, at jobbet som parkeringsvagt må være fuld af konflikter og sure miner, er Henrik et levende eksempel på, at arbejdet ikke er så slemt, som man skulle tro.
