Selvom den generelle pris har været rekordlav, så skal du stadig betale efter staten tager sin bid af kagen.
Lige nu læser andre
Danmark har i år sat ny rekord i antal timer med negativ elpris. Alligevel er det de færreste danskere, der reelt mærker de lave priser i pengepungen.
Søndag blev der målt endnu 11 timer med strømpriser under nul. Ifølge energiselskabet Norlys er tallet for 2025 dermed oppe på hele 661 timer – det højeste antal registreret i tre år.
Årsagen skal findes i vejret. De seneste måneder har budt på mange solskinstimer og kraftig vind, som har sendt udbuddet af vedvarende energi til vejrs. Det presser spotprisen nedad, forklarer selskabet.
– De billigste produktionsformer i energisystemet er vedvarende energi som sol og vind. I år har vi haft usædvanligt mange solskinstimer og nu også mere blæst, og det presser prisen ned, siger Mads Brøgger, direktør i Norlys’ energiforretning i en pressemeddelelse.
Vestdanmark fører an
Ser man på de geografiske forskelle, er Vestdanmark langt foran. Her er der i år registreret 411 timer med negativ elpris – en stigning fra sidste års 375 timer. Øst for Storebælt er tallet 250, hvilket faktisk er en mindre tilbagegang i forhold til 2024.
Læs også
Forskellen skyldes, at Danmark er opdelt i to elpriszoner. Vestdanmark er koblet til det centraleuropæiske marked, mens Østdanmark deler net med de nordiske lande. Det skaber betydelige udsving i prisen.
Forbrugerne får ikke gratis strøm
Selvom strømmen på papiret er “gratis” i mange timer, er det sjældent noget, man mærker direkte som forbruger. Afgifter, tariffer og moms betyder, at elregningen alligevel ender i plus – også når spotprisen er negativ.
Til gengæld kan man spare penge ved at udnytte de billigste tidspunkter, f.eks. ved at lade elbilen om natten eller starte opvaskemaskinen i lavlastperioder.
– Vi ser flere udsving i elprisen, og derfor kan man som forbruger spare en del ved at være opmærksom på, hvornår man bruger strømmen, siger Mads Brøgger.
Rekorden kommer ikke som en overraskelse. Udbygningen af vedvarende energi og flere solceller og vindmøller betyder, at udsvingene i elprisen vil blive endnu tydeligere de kommende år.
Læs også
Men selv med flere timer med gratis strøm er det langt fra ensbetydende med, at elregningen bliver mindre. Afgifter og fastpris-abonnementer gør det stadig svært for den almindelige forbruger at mærke, at spotprisen er under nul.
Ifølge Norlys er de mange timer med negativ pris derfor først og fremmest et tegn på, at energisystemet forandrer sig – og at det er en god idé at tænke over, hvornår man tænder for strømmen.