I dag faldt dommen – og den blev dyr.
Lige nu læser andre
Et markant tilbageslag har ramt Skattestyrelsens milliarddyre retssagskompleks i udbytteskandalen.
Torsdag afsagde High Court i London dom i en af de centrale sager mod den britiske finansmand Sanjay Shah, og resultatet falder ikke ud til dansk fordel.
Dommeren i sagen konkluderer, at Skattestyrelsen ikke har været i stand til at bevise, at Shah bevidst har svindlet med det danske skattesystem. Ifølge retten er det netop det, der skulle til for at opnå medhold under britisk lovgivning.
“Og det er betingelserne for, at der er begået noget strafbart, at man kan bevise det i forhold til den britiske lovgivning, ellers kan man ikke få medhold,” udtaler advokat Joachim Bindslev, der har fulgt sagen tæt, til TV 2.
Kritikken fra retten går dog videre end blot at frikende den britiske finansmand. Ifølge dommeren er en betydelig del af ansvaret for, at det overhovedet kunne ske, placeret hos de danske skattemyndigheder selv.
Læs også
“For at man skal kunne opfylde betingelserne for bedrageri og svig, så skal der være nogle ting opfyldt. For eksempel har Skat troet på de breve, der kom, men de har ikke tjekket noget som helst, og det er bare ét af argumenterne,” siger Bindslev med henvisning til dommens centrale vurderinger.
Sagen er blot én blandt mange, som Danmark har anlagt mod personer og selskaber, der menes at have spillet roller i udbytteskatteskandalen – en sag, hvor op mod 12,7 milliarder kroner angiveligt er blevet svindlet ud af statskassen.
Men den juridiske kamp har været voldsomt omkostningstung. Ifølge en redegørelse fra juni har Skattestyrelsen alene fra 2018 til 2024 brugt over 1,1 milliarder kroner på advokatregninger i Storbritannien. Derudover forventes yderligere 102 millioner kroner at ryge samme vej i 2025.
Og beløbene slutter ikke der. Hvis staten taber en sag, er det almindelig praksis i britisk ret, at den tabende part skal betale modpartens omkostninger. I Shahs tilfælde ventes også det beløb at løbe op i mange millioner.
Kritikken fra High Court føjer sig dermed til en i forvejen betændt sag, hvor ikke blot anklagede, men nu også myndighedernes egne procedurer er kommet under lup.