Nu bliver der sat punktum.
Lige nu læser andre
Mandag formiddag falder afgørelsen i en langstrakt og stærkt dækket sag mellem to af landets største kendisnavne.
Østre Landsret skal tage stilling til, om Janni Ree og forlaget Buster Nordic må sende hendes bog “Evig diva” på gaden i sin oprindelige form – uden overstregninger, uden redigeringer og uden juridiske forbehold.
Det skriver Se og Hør.
Konflikten begyndte i foråret, da Evig diva udkom med beskrivelser af Janni Rees ægteskab med erhvervsmanden Karsten Ree. Han mente, at passagerne brød med en tidligere fortrolighedsaftale og krævede fogedforbud mod bogen.
I et kontroversielt træk valgte forlaget at udgive bogen samme dag, som sagen blev behandlet i byretten. Kort tid efter afsagde Retten i Hillerød kendelse: bogen måtte gerne udgives – men uden omtale af Karsten Ree. Allerede trykte eksemplarer skulle trækkes tilbage, og en ny, censureret version med overstreget tekst blev sendt på markedet.
Læs også
Forlaget og Janni Ree valgte at anke sagen til Østre Landsret, som nu – efter et lukket retsmøde i september – skal tage endelig stilling.
Afslutning nærmer sig
Janni Ree har udtalt, at hun ikke har skrevet bogen for at skade nogen, men ønsker afgørelsen, så hun kan komme videre. Hun gør samtidig klart, at den oprindelige version vil blive genudgivet, hvis landsretten giver grønt lys.
“Det bliver selvfølgelig en lettelse at få det afgjort, så jeg har det egentlig okay med på mandag. Også fordi det har taget så lang tid. Men det er selvfølgelig også en speciel følelse at få noget så personligt vurderet i retten. Så jeg har selvfølgelig også forberedt mig på, at det kan gå begge veje,” siger Janni Ree til Se og Hør.
Karsten Ree mødte ikke selv op i landsretten, men ifølge hans talsmand er det ikke udtryk for noget dramatisk.
“Vi afventer med sindsro landsrettens afgørelse, men vi har ikke yderligere kommentarer,” lyder det fra Sune Aagaard, talsmand for Ree-familien.
Læs også
Landsrettens dom bliver offentliggjort mandag 6. oktober klokken 10. Hvorvidt Evig diva genopstår i sin fulde form – eller forbliver overstreget – afhænger af, hvordan retten vurderer vægten mellem kontrakt og ytringsfrihed.