Nu reagerer statsministeren
Lige nu læser andre
Flere oppositionspartier presser nu på for at få regeringen til at svare i en hasteforespørgselsdebat, efter at nye oplysninger rejser tvivl om forløbet i den længe omdiskuterede sms-sag.
På vej til gudstjeneste i forbindelse med Folketingets åbning tirsdag formiddag blev statsminister Mette Frederiksen (S) spurgt ind til sagen. Hun ønskede dog ikke at forholde sig til kravet fra oppositionen.
“Det har vi allesammen udtalt os meget om gennem tiden,” lød hendes korte kommentar til TV 2.
Omdrejningspunktet er en aktindsigt, som Berlingske og B.T. har fået adgang til. Her fremgår det, at Forsvarets Efterretningstjeneste – nærmere bestemt Center for Cybersikkerhed – muligvis lå inde med en metode, der kunne have genskabt de sms-beskeder, der blev slettet i forbindelse med Minksagen.
I 2020 blev beslutningen om at aflive samtlige mink truffet uden lovhjemmel. Dengang blev flere centrale sms’er fra blandt andre statsministerens telefon aldrig genskabt, og den daværende S-regering meldte til Folketinget, at alle muligheder for at gendanne dem var udtømte.
Læs også
Men de nye oplysninger peger ifølge medierne på, at specialister hos FE allerede dengang havde gjort opmærksom på en mulig metode: Undersøgelse af de computere, som mobiltelefonerne havde været tilsluttet, kunne potentielt føre til rekonstruktion af de slettede beskeder.
Oppositionen ønsker nu at få regeringen til at redegøre for, hvorfor denne mulighed tilsyneladende aldrig blev udnyttet – og om oplysningerne blev bevidst tilbageholdt.
Statsministeren har foreløbig afvist at gå ind i sagen. Flere borgerlige partier kræver dog, at hun og øvrige ministre stiller op i folketingssalen for at forklare sig. Regeringen har endnu ikke tilkendegivet, om den vil imødekomme kravet.