Nu er der nyt fra landsretten, ni år efter mordet på Louise, der fandt sted i november 2016.
Lige nu læser andre
År efter år stod spørgsmålet ubesvaret: Hvem stod bag drabet på den gravide Louise Borglit i Herlev?
Nu begynder retssagens afsluttende kapitel, når Østre Landsret mandag indleder behandlingen af ankesagen mod Alexander Toro Møllmann, skriver Se og Hør.
Den 32-årige mand blev sidste år idømt forvaring af Retten i Glostrup for knivdrabet i Elverparken i 2016, men nægter sig fortsat skyldig. Forsvareren, Glenn Verding Hein, vil have sin klient frifundet.
Anklager Bo Bjerregaard går efter en dom til livstid eller – som i byretten – forvaring, begge straffeformer med indespærring på ubestemt tid.
Optagelser og omstridt bevisførelse
Byrettens afgørelse byggede på flere centrale elementer. Blandt dem var optagelser, som politiet havde skaffet, da en agent blev indsat i Enner Mark Fængsel i 2020, hvor Møllmann afsonede en dom for drabsforsøg på sin tidligere kæreste.
Læs også
Agenten, der kaldte sig “Frank”, indfangede samtaler, hvor den dømte beskrev drabet og omtalte, hvordan kniven efterfølgende blev bortskaffet.
Forsvareren mener, at materialet er ulovligt opnået. Sagen om lydoptagelsernes lovlighed blev forelagt Højesteret, som gav grønt lys til at bruge dem, men klagen er nu sendt videre til Menneskerettighedsdomstolen, der først vil tage stilling efter landsrettens afgørelse.
Ud over optagelserne lagde byretten vægt på vidneforklaringer, medicinske observationer og oplysninger om Møllmanns tilstand omkring drabstidspunktet.
Nye vidner og teknisk fokus
Forsvaret møder i landsretten med nye vidner og en ændret strategi.
“Fra min side kommer det i højere grad til at bygge på tekniske beviser eller manglen på samme,” siger Glenn Verding Hein.
Læs også
Blandt de indkaldte er en statsobducent, som skal gennemgå Borglits skader og sammenholde dem med de oplysninger, Møllmann ifølge agenten gav under en gårdtur. Desuden skal en retsgenetiker afhøres om DNA-fund – eller fraværet af dem. Ingen biologiske spor knytter den tiltalte til drabet.
Forsvaret ønsker desuden, at en kok skal vidne om en kniv fundet i en tagrende nær Elverparken, men anklageren har protesteret mod, at det inddrages. Det bliver op til landsrettens dommere at beslutte, om vidnet skal høres.
Hurtigere end planlagt
Sagen var oprindeligt planlagt til august 2026, men fik en tidligere plads i kalenderen, da ankesagen mod Philip Patrick Westh – dømt for drabet på Emilie Meng – blev aflyst.
Glenn Verding Hein, der er ny advokat i sagen, ser frem til, at den nu kan afsluttes hurtigere.
“Jeg mener, at det er godt for retssikkerheden, at vi kommer før frem, for denne her sag har haft langt forløb,” siger han.
Læs også
Østre Landsret ventes at afsige dom i slutningen af november – næsten ni år efter drabet på Louise Borglit.