Nu skal det være slut, melder ministeren ud.
Lige nu læser andre
Kolonihavelivet skal ikke længere være et smuthul for hverken skattesnyd eller kriminalitet. Det fastslår regeringen, som nu vil stramme reglerne for ejere, der bryder loven i landets kolonihaveforeninger.
Det skriver Politiken.
Et nyt udspil skal give kommunerne flere redskaber til at gribe ind over for haveejere, der bygger for store huse eller bor i kolonihaverne hele året uden at betale fuld boligskat. Samtidig får foreningerne pligt til at udlevere medlemsoplysninger til myndighederne, så ulovligheder lettere kan opspores.
Regeringen vil også gøre det muligt at fratage kolonihaver, hvis de bruges til kriminalitet som opbevaring af våben eller narkotika. Kommuner har peget på, at især bandemedlemmer udnytter områderne til netop det formål.
Minister for by- og landdistrikter, Morten Dahlin (V), understreger, at tiltaget skal ramme dem, der bevidst misbruger reglerne:
Læs også
“Rigtigt mange steder fungerer vores kolonihaver super godt som lige præcis det, de er tænkt til. Men der er også nogle, der systematisk udnytter reglerne, der bygger for store kolonihavehuse og bor der hele året udelukkende for at slippe for at betale den almindelige boligskat, som man skal gøre i et parcelhus. Og det går jo selvfølgelig ikke,” siger han ifølge DR.
Regeringens forslag indebærer også, at kommunalbestyrelser får mulighed for at kræve, at personer registreret med bopæl i en kolonihave flytter inden for 14 dage og dokumenterer det over for kommunen.
Ifølge Morten Dahlin skal lovændringen balancere mellem frihed og konsekvens:
“Vi tror, vi har ramt en rigtig god balance, hvor vi på den ene side giver mulighed for stadigvæk at leve et godt kolonihaveliv, mens vi på den anden side kommer efter dem, der systematisk bryder reglerne.”