Forside Indland Bestyrelsesformand stopper i TV 2

Bestyrelsesformand stopper i TV 2

TV2
Shutterstock

Der bliver plads til en ny på posten fra april 2026

Lige nu læser andre

Gregers Wedell-Wedellsborg tiltræder d. 26. januar som topchef i canadiske Shoppers Drug Mart, der har hovedkontor i Toronto, og han flytter i den forbindelse til Canada.

Gregers Wedell-Wedellsborg har meddelt Kulturministeren, at han stiller posten som bestyrelsesformand i TV 2 Danmark til rådighed, så en ny formand kan give TV 2 det nærvær, som virksomheden og opgaven fortjener. 

Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.

Gregers Wedell-Wedellsborg siger:

– Det har været et privilegium og en stor glæde at være med til at sætte retningen for TV 2 over de seneste to år. Dansk public service er vigtigere end nogensinde, og derfor glæder det mig, at TV 2 står bundsolidt med en sund økonomi, en klar samfundsrolle og strategi samt en stærk og rutineret ledelse og bestyrelse. 

Læs også

– TV 2 har en særlig plads hos danskerne – også hos mig personligt. Så det er med vemod, men også med klarhed, at jeg efter grundig overvejelse har besluttet, at TV 2 er bedst tjent med en bestyrelsesformand, der kan være tættere på virksomheden – også fysisk – end jeg kan være med et nyt job og et nybyggerliv på den anden side af Atlanten. Det er på den baggrund, at jeg har meddelt kulturministeren, at jeg ønsker at træde tilbage på TV 2s ordinære generalforsamling til foråret.

Gregers Wedell-Wedellsborg blev udpeget af Kulturministeren til at lede bestyrelsesarbejdet på TV 2 i april 2024. Kulturministeren udpeger TV 2 Danmarks bestyrelsesformand og den øvrige generalforsamlingsvalgte bestyrelse, og den ordinære generalforsamling finder sted i april, 2025.

Anne Engdal Stig Christensen, adm. direktør i TV 2, siger:

– Jeg havde håbet, at Gregers var fortsat i TV 2s bestyrelse, men jeg har stor forståelse for hans beslutning og for, at hans kompetencer er efterspurgt internationalt. Med sit skarpe blik for behovet for at investere i både dansk indhold, teknologi og nye kommercielle muligheder har Gregers været en vigtig del af tilblivelsen af vores 2030-strategi ’Nummer 1 i danskernes hverdag’. Gregers har et stærkt publicistisk hjerte og en kommerciel forståelse, der har været helt centrale for TV 2, og nu giver han med vanlig ordentlighed vores ejer tid til at sætte det fremtidige bestyrelseshold. Både professionelt og personligt har jeg sat stor pris på samarbejdet med Gregers, og hans tid som bestyrelsesformand har været særdeles værdifuld for TV 2.

Ads by MGDK