Borger.dk er blot nogle af de sider der bliver nævnt.
Lige nu læser andre
Torsdag morgen rettede den russiske hackergruppe NoName057(16) blikket mod Danmark.
På beskedtjenesten Telegram skrev gruppen, at den planlægger at “demonstrere konsekvenserne” af landets støtte til Ukraine, efter Forsvarsministeriet for nylig har doneret endnu en milliardpakke til landet.
Det skriver Ekstra Bladet.
Baggrunden for truslen er den 28. danske donationspakke til Ukraine, som blev offentliggjort tidligere på ugen. Støtten har en samlet værdi på 1,4 milliarder kroner og består blandt andet af militært udstyr og materiel. Ifølge opslaget fra NoName057(16) er det netop denne støtte, der har udløst hackergruppens vrede.
“Vi demonstrerer tydeligt og på vores egen måde konsekvenserne af at ignorere cybersikkerhed,” skrev gruppen i opslaget, ledsaget af en djævle-emoji.
Læs også
Sammen med beskeden fremhævede hackerne tre specifikke mål: borger.dk, Transportministeriet og den danske forsvarsvirksomhed Terma. Sidstnævnte producerer blandt andet komponenter til kampfly og har i mange år samarbejdet med det danske forsvar.
Det samme opslag blev kort efter delt på gruppens konto på det sociale medie X.
Trods truslen var alle tre hjemmesider fortsat tilgængelige omkring klokken 10 torsdag formiddag. Der er heller ikke meldinger om, at angreb har ramt hverken offentlige systemer eller private virksomheder.
NoName057(16) har tidligere udført såkaldte DDoS-angreb mod vestlige myndigheder, hvor servere overbelastes, så hjemmesider kortvarigt går ned. Gruppen har i flere tilfælde målrettet sine aktioner mod lande, der har ydet støtte til Ukraine – og beskriver ofte sine digitale angreb som “patriotiske handlinger” til fordel for Rusland.
De danske myndigheder har endnu ikke kommenteret truslen