Mange bilproducenter kan holde prisen nede, ved at spare på sikkerheden, viser bekymrende tal.
Lige nu læser andre
Euro NCAP-stjernerne har i den grad funklet over bilerne i 2025. I alt 108 biler har i årets løb fået testet eller genberegnet deres sikkerhed, og 77 har fået de maksimale fem stjerner, mens det for 29 er blevet til acceptable fire stjerner, og blot to biler har fået tre stjerner.
Det er dog ikke alle bilproducenter, der stræber lige højt efter de fem stjerner, som kendetegner en bil med den bedst mulige sikkerhed i alle fire testkategorier: Voksen-, barne- og fodgængersikkerhed samt sikkerhedssystemer.
Særligt de store bilproducenter Renault, Toyota og Stellantis, som står bag bilmærker som Peugeot, Citroën, Alpine, DS, Opel og Jeep, synes at lade sig nøje med fire Euro NCAP-stjerner. Det gælder også i årets sidste testpulje, hvor Renault Clio og Alpine A390 samt Jeep Compass fra Stellantis-koncernen i lighed med Toyota-modellerne Aygo X og Yaris ’kun’ opnår fire stjerner.
”Fire Euro NCAP-stjerner er som sådan ikke noget dårligt resultat, og det kendetegner stadig en bil, hvor den grundlæggende sikkerhed er i orden. Alligevel ærgrer det os, at så store bilproducenter tilsyneladende skruer ned for sikkerheden og stiller sig tilfreds med fire stjerner. Særligt fordi det er sket helt bevidst i kampen for at holde prisen på bilerne nede,” siger bilteknisk redaktør i FDM Søren W. Rasmussen i en pressemeddelelse, og tilføjer:
”Konkret ser vi det ved bilernes nødbremse, hvor man har valgt mindre avancerede systemer, men også ved at flere af modellerne ikke er udstyret med en airbag mellem de to forsæder. Det gælder ikke bare i den mindste og billigste Toyota Aygo X, men også i den noget dyrere topmodel DS No.8 samt Peugeot 5008 og 3008, der alle blev testet tidligere i år. Det kan virke som bagateller at slå ned på, men når det netop er et bevidst fravalg af den bedst mulige sikkerhed, er det ikke godt. Særligt når vi kan se, at mange konkurrenter tilbyder biler med en komplet sikkerhedspakke”.
Læs også
Euro NCAP-året har dog været kendetegnet ved en generel høj sikkerhed blandt de testede biler, hvor fem stjerner er blevet normen. 2025 slutter således med et af alletiders bedste resultater, hvor den nye Mercedes-Benz CLA henter fem meget store stjerner.
”Mercedes-Benz CLA er en meget vellykket bil, som fortjent er med i kampen om at blive The Car of the Year 2026 i Europa. Sikkerhedsmæssigt er den noget at det bedste, vi har set. Alle sikkerhedssystemer er standard, og de virker overbevisende godt, og kollisionssikkerheden og sikkerheden for bløde medtrafikanter er Spitzenklasse. Samlet er CLA på niveau med Tesla Model Y og Volvo EX90, som dermed er de sikreste biler målt på Euro NCAP-skalaen. Det er et imponerende flot resultat,” siger Søren W. Rasmussen.
Testens biler:
- Alpine A390 – 4 Euro NCAP-stjerner
- Chery Tiggo (søsterbil til EBRO s400) – 4 Euro NCAP-stjerner
- Deepal S05 – 5 Euro NCAP-stjerner
- Deepal S07 – 5 Euro NCAP-stjerner (opdateret 2024-test)
- EBRO s400 – 4 Euro NCAP-stjerner
- Exlantix ET – 5 Euro NCAP-stjerner
- Geely Starray EM-i – 5 Euro NCAP-stjerner
- Hyundai Nexo – 5 Euro NCAP-stjerner
- Jeep Compass – 4 Euro NCAP-stjerner
- Kia EV4 – 5 Euro NCAP-stjerner (4-stjerner uden sikkerhedspakke)
- Kia PV5 Passenger – 4 Euro NCAP-stjerner
- Mazda CX-5 – 5 Euro NCAP-stjerner
- Mercedes-Benz CLA – 5 Euro NCAP-stjerner
- MG 4 EV Urban – 5 Euro NCAP-stjerner
- Mitsubishi Eclipse Cross – 5 Euro NCAP-stjerner
- Porsche Cayenne – 5 Euro NCAP-stjerner
- Renault Clio – 4 Euro NCAP-stjerner
- Toyota Aygo X – 4 Euro NCAP-stjerner
- Toyota Yaris – 4 Euro NCAP-stjerner
- VW T-Roc – 5 Euro NCAP-stjerner