Økonomerne er langt fra så begejstrede.
Lige nu læser andre
Der er udsigt til lavere priser i supermarkedet, når regeringen fra 2028 vil sænke eller fjerne momsen på fødevarer.
En ny politisk aftale afsætter seks milliarder kroner til formålet, men økonomer advarer om, at gevinsten for forbrugerne kan vise sig at være begrænset.
En arbejdsgruppe skal nu undersøge, hvilken model der skal vælges. Enten kan momsen på alle fødevarer sænkes, eller også kan momsen helt fjernes på frugt og grønt.
Ifølge finansminister Nicolai Wammen er der også åbnet for andre løsninger, hvis arbejdet peger i den retning.
Økonomer er skeptiske
Selv om lavere moms umiddelbart lyder som en klar gevinst for danskerne, er flere økonomer skeptiske. Overvismand Carl-Johan Dalgaard peger på, at differentieret moms er administrativt tungt og ikke nødvendigvis slår fuldt igennem i priserne.
Læs også
Han fremhæver, at erfaringer fra andre lande viser, at leverandører og detailled ofte ender med at opsuge en del af gevinsten, mens forbrugerne kun mærker en mindre effekt.
Samtidig vil nye it-systemer og administration koste penge, som i sidste ende også skal finansieres.
Rockwool Fonden deler kritikken. Forskningsprofessor Rasmus Landersø vurderer, at lavere moms sjældent kan mærkes tydeligt i supermarkedet, fordi virksomhederne i stedet forbedrer deres indtjening.
Det skriver TV2.
Så meget kan du spare
Ifølge beregninger fra AL Sydbank er besparelserne relativt beskedne.
Læs også
En familie med to voksne og to børn vil spare omkring 199 kroner om måneden, hvis momsen fjernes på frugt og grønt. Sænkes momsen på alle fødevarer fra 25 til 20 procent, lyder besparelsen på cirka 222 kroner om måneden.
En endnu større nedsættelse til 15 procent vil give omkring 443 kroner ekstra.
For en enlig uden børn under 60 år er tallene lavere. Her vil en fjernelse af momsen på frugt og grønt give omkring 69 kroner ekstra om måneden, mens en generel momsnedsættelse til 20 procent giver cirka 76 kroner.
“Beløbene er faktisk ikke så store, og generelt overvurderer danskerne, hvor meget de egentlig bruger på for eksempel frugt og grønt,” siger forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen.
Dyr løsning for staten
Momsen er en af statens største indtægtskilder og indbringer årligt op mod 300 milliarder kroner.
Læs også
Ifølge beregninger fra Skatteministeriet vil en generel sænkning af fødevaremomsen koste omkring 13 milliarder kroner, mens en fjernelse af momsen på frugt og grønt vil koste cirka 6,6 milliarder.
Flere økonomer peger derfor på, at fødevarechecken, som udbetales før sommerferien, giver mere direkte hjælp her og nu end en momsnedsættelse, der tidligst kan mærkes om flere år.