Forside Indland Børns tænder viser social ulighed: Her hives der flest tænder...

Børns tænder viser social ulighed: Her hives der flest tænder ud

Børns tænder viser social ulighed: Her hives der flest tænder ud
Tandlægeforeningen

Nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at nogle steder i landet bliver der fjernet flere tænder end andre.

Børn på Vestegnen får i nogle tilfælde fjernet tænder allerede i en tidlig alder – en udvikling tandlæger langt sjældnere ser i indre København.

Nye data fra Sundhedsdatastyrelsen viser samtidig markante forskelle i børns tandsundhed. Efter flere års forbedringer frem mod 2018 er udviklingen vendt på Vestegnen, hvor antallet af huller er steget markant – med op mod 40-50 procent frem mod 2025.

“Vi ser en markant forskel mellem vores klinikker i Glostrup og på Vesterbro. På Vestegnen møder vi børn og unge med mange huller – og i nogle tilfælde må vi fjerne tænder tidligt. Den type alvorlige problemer ser vi langt sjældnere på Vesterbro”, siger tandlæge Zohair Azzouzi fra Tandliv.

Tænder fjernes tidligt


Problemer med tænder starter ofte tidligt og følger børnene langt ind i voksenlivet.

På klinikken ser tandlæger en mindre gruppe børn med meget alvorlige problemer og mange huller allerede i en ung alder. I nogle tilfælde må mælketænder fjernes længe før tid, hvilket kan få konsekvenser for de blivende tænder.

Samtidig udebliver nogle af de mest udsatte patienter fra behandlinger, hvilket betyder, at problemerne ofte når at forværres.

“Vi ser unge voksne med meget alvorlige tandproblemer, som i nogle tilfælde får fjernet flere tænder og erstattet dem med proteser. Det er konsekvenser af problemer, der starter allerede i barndommen,” siger Zohair Azzouzi.

Forældre er afgørende


Forskellene hænger blandt andet sammen med forældrenes rolle i børnenes daglige tandpleje.

Børn har ikke finmotorikken eller disciplinen til at børste tænder grundigt nok før 11–12 års alderen. Derfor er forældrenes hjælp afgørende i mange år længere, end mange tror.

Samtidig spiller kostvaner en central rolle.

“For meget sukker og for lidt tandbørstning er hovedårsagen til huller i tænderne. Sociale forhold påvirker både kost og overskud i hverdagen,” siger han.

Dårlig tandsundhed handler ikke kun om tænder. Det kan påvirke børns trivsel, give smerter og i værste fald føre til mere alvorlige helbredsproblemer senere i livet.

“Vi ser meget tydeligt, at ulighed i økonomi og livsvilkår også bliver til ulighed i sundhed – og det gælder i høj grad også tandsundhed,” siger Zohair Azzouzi.

Ads by MGDK