Forside Indland Ekspert klar i spyttet: Køb nu – for prisen ser...

Ekspert klar i spyttet: Køb nu – for prisen ser ud til at stige igen

Visa, Dankort, mastercard
Shutterstock

Det er mærkbare penge at spare, hvis du slår til nu.

Sommerferien nærmer sig, og mange danskere sidder med fingeren svævende over “køb”-knappen, mens de håber på billigere flybilletter.

Udviklingen på energimarkedet gør dog beslutningen mindre simpel. Ifølge en gennemgang af aktuelle charterpriser er der allerede nu tegn på, at ventetid ikke nødvendigvis giver lavere priser.

Direktør for Travelmarket.dk, Ole Stouby, peger på, at der fortsat findes attraktive tilbud, selv midt i højsæsonen.

“Jeg kan se, at der ved afrejse den første uge i skolernes sommerferie lige nu er mulighed for at at købe flere rejser med fly og hotel til tæt på 2.500 kroner per person,” siger han til B.T.

Prisniveauet betegnes som lavt, når man tager tidspunktet på året i betragtning.

Brændstof presser markedet

Bag kulissen spiller geopolitik en stigende rolle. Konflikten mellem USA, Israel og Iran har påvirket transporten gennem Hormuzstrædet, hvor en betydelig del af verdens brændstof passerer.

Usikkerheden har sendt energipriserne op og skabt bekymring i luftfartsbranchen. Meldinger om begrænset adgang til flybrændstof i Europa har samtidig øget presset.

Ole Stouby vurderer, at usikkerheden taler imod at vente.

“Det er alt sammen et spørgsmål om udbud og efterspørgsel, når man ser på rejsernes pris, men set i lyset af usikkerheden om prisen for brændstof, så vil jeg anbefale, at man ikke venter med at bestille flyrejsen, man gerne vil på,” siger han.

Risiko for ekstra regning

Selv hvis billetten er købt, kan regningen ændre sig. Flere rejseselskaber har åbnet for muligheden for at opkræve ekstra betaling som følge af stigende brændstofomkostninger.

Forbrugerrådet anbefaler derfor, at kunder sikrer sig skriftlig garanti mod efterregninger, inden aftalen indgås.

Samtidig oplever enkelte rejsende allerede usikkerhed om deres ferieøkonomi, efter varsler om tillægsbetalinger på eksisterende rejser.

Flere eksperter forventer, at flybilletter kan blive dyrere i takt med udviklingen på energimarkedet. Kombinationen af høj efterspørgsel og usikre forsyninger kan presse priserne yderligere op i den kommende periode.

Ads by MGDK