Den udsolgte Grøn-turné har føjet to store navne til programmet.
Forventningerne til sommerens Grøn-turné har allerede været skruet højt op.
Nu får publikum endnu mere at glæde sig til, efter arrangørerne har føjet to nye navne til årets program.
To nye navne på plakaten
Arrangørerne bag Grøn – Tuborg og Muskelsvindfonden – har offentliggjort, at både Mumle og Hugorm bliver en del af sommerens turné.
Dermed vokser programmet yderligere på en turné, der allerede har rundet et massivt billetsalg. Over 200.000 billetter er blevet solgt på få dage, og alle stop er udsolgt.
Interessen for Grøn har igen været markant. Da billetsalget åbnede i april, blev langt de fleste byer udsolgt samme dag, mens de sidste billetter forsvandt få dage senere.
Lukas Graham og Annika blev præsenteret som de første navne, mens Tessa og Benny Jamz senere fulgte trop. Med tilføjelsen af Mumle og Hugorm tager lineuppet endnu mere form.
Erfaring møder debut
Hugorm, med Simon Kvamm i front, vender tilbage til Grøn efter at have optrådt på turnéen i 2024. For Kvamm er det langt fra første gang i Grøn-sammenhæng, da han tidligere har været med flere gange – både med Nephew og andre projekter.
Mumle står derimod foran sin første optræden på Grøn. Den unge sanger har for alvor slået sit navn fast på den danske musikscene og ser frem til oplevelsen.
“Grøn er en kæmpe milepæl for mig. Jeg kender virkelig mange familier, der har gjort Grøn til en fast tradition, så det bliver ekstremt fedt at være en del af den fællesskabsstemning, Grøn giver,” siger hun.
Hun fortæller samtidig, at hun aldrig tidligere har været til Grøn – heller ikke som publikum.
“Jeg har aldrig været gæst på Grøn og får altid mega meget FOMO, når jeg ser ting derfra på sociale medier, og når mine venner kommer hjem i Grøn merch og bøllehatte; nu kan jeg tage revanche på et helt andet level,” siger hun.
Ser frem til fællesskabet
Udover selve koncerterne glæder Mumle sig også til livet bag kulisserne på turnéen.
“Glæder mig også helt vildt meget til at tage rundt med de andre artister og deres hold; det er næsten alle sammen nogle, jeg kender i forvejen, og har det rigtig godt med dem, så jeg tror, det bliver sindssygt hyggelig skoleudflugt stemning med en samling af mennesker, der lever og brænder for det samme som mig,” lyder det.
Hos Hugorm er reaktionen mere kortfattet:
“VI HEDDER HUGORM OG VI NEDLÆGGER GRØN”
Grøn-turnéen besøger otte byer i løbet af juli og samler hvert år nogle af landets største navne til koncerter med et velgørende formål.
Årets program er endnu ikke fuldt offentliggjort