Mange danskere har i dag fået ekstra penge ind på kontoen – men der er en hanke.
I alt blev der udbetalt 25,4 milliarder kroner i skat sidste år. Selvom det kan føles som en gevinst, er overskydende skat sjældent en fordel, forklarer privatøkonom i Jyske Bank, Bettina Brask.
”Når du får penge tilbage i skat, føles det selvfølgelig rart, men det er faktisk dine egne penge, som du har betalt for meget i løbet af året. I praksis har du lånt dem gratis til staten,” siger hun i en pressemeddelelse, og fortsætter:
”Det er bedre, at du, afhængigt af din livssituation, tager stilling til, om du vil bruge pengene, spare dem op, lade dem gå til din pension eller investere?”
Justér forskudsopgørelsen
At så mange danskere år efter år får penge tilbage i skat, er, ifølge Bettina Brask også et klart signal om, at forskudsopgørelsen hos mange ikke rammer rigtigt.
”For de fleste giver det mere mening at justere forskudsopgørelsen og få pengene løbende, end at lade staten fungere som opsparingskonto,” siger Bettina Brask og understreger, at privatøkonomi ikke kun handler om tal og renter.
”Hvis økonomien tillader det, er det helt legitimt at bruge nogle af pengene på noget, der giver glæde og livskvalitet – så længe det er et bevidst valg.”
Brug lejligheden klogt
Når overskydende skat lander på kontoen, bør det først og fremmest være en anledning til at se økonomien efter i sømmene.
”Har du kreditkortgæld, forbrugslån eller kassekredit, giver ekstra afdrag et sikkert og øjeblikkeligt afkast i form af lavere renteudgifter og mere luft i økonomien,” siger Bettina med henvisning til, at det mest oplagte er at betale dyr gæld ned.
Dernæst peger hun på vigtigheden af en økonomisk buffer. Manglende opsparing er en af de hyppigste årsager til økonomisk utryghed, fordi selv mindre uforudsete udgifter kan vælte budgettet.
”Her gør det en reel forskel selv at have pengene stående i stedet for at vente på næste årsopgørelse,” siger hun.
Pension og investering – med udgangspunkt i livet
Også pensionen kan have stor gavn af ekstra indbetalinger, især for dem, der arbejder på deltid eller har haft perioder med lavere indkomst.
Hvis økonomien i øvrigt er sund, kan investering være et næste skridt. Men her findes der ingen standardløsning.
”Tag selv styringen over din økonomi. Tal om pengene med din partner eller en rådgiver, og indret økonomien efter det liv, du faktisk lever. For selvom du skulle få cirka 6.000 kroner tilbage i skat, så er vi mere end gennemsnitlige – og vores økonomiske valg bør også afspejle vores forskellige ønsker og behov,” slutter Bettina Brask.