Et påbud fra myndighederne skulle have løst det hele, men for snesevis af kunder er pengene stadig ikke dukket op.
Elselskaberne Velkommen og Nettopower er igen havnet i modvind. I månedsvis er de to selskaber blevet beskyldt for at snyde deres kunder, og den 14. marts fik de et påbud fra Forsyningstilsynet om inden for to uger at betale alle tilgodehavender tilbage til tidligere kunder.
Det lader dog ikke til at have hjulpet. I Facebook-gruppen ‘Nettopower + Velkommen // Os Der Har Penge Til Gode’, som nu tæller over 2.000 nye medlemmer på otte måneder, skriver mere end 70 personer, at de stadig venter på deres penge.
Og det er ikke småbeløb, der er tale om. Tilsammen mangler de 70 personer i tråden over 800.000 kroner. Beløbene spænder fra få hundrede kroner til langt over 40.000 kroner pr. kunde, skriver Ekstra Bladet.
Frustrationen bobler over
Mange af kunderne fortæller, at de har ventet i måneder og gang på gang forsøgt at få svar fra selskaberne – uden held.
Enkelte skriver, at de har modtaget en del af pengene, men ikke det fulde beløb, som de nu kæmpe for at få udbetalt.
Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra både Velkommen og Nettopower, men de har ikke reageret på henvendelse.
Tilsynet afventer dokumentation
Forsyningstilsynet oplyser, at selskaberne senest den 26. maj skal sende en revisorerklæring som bevis for, at alle tidligere kunder har fået deres penge tilbage.
“Vi afventer selskabernes dokumentation, før vi foretager os videre i sagen. Det opfølgende tilsyn igangsættes tre måneder efter afgørelsernes dato,” skriver Forsyningstilsynet.
“Eventuelle klager skal indgives senest fire uger efter, afgørelserne er meddelt. Vi har ikke fået nogle meldinger om, at selskaberne skulle have anket Forsyningstilsynets afgørelser.”
Hvad der sker, hvis dokumentationen ikke lever op til kravene, er endnu ikke afklaret. Men fristen nærmer sig, og en del af deres kunder venter fortsat på at få penge tilbage.