De to våben havde rystende ord indgraveret.
Hollandsk politi efterforsker en alvorlig sag om trusler mod kongehuset, efter en mand er blevet anholdt med planer rettet mod to medlemmer af den kongelige familie.
En 33-årig mand blev i februar anholdt i Haag, mistænkt for at have planlagt et angreb mod prinsesserne Catharina-Amalia og Alexia.
Oplysningerne fremgår af internationale medier, herunder The Telegraph.
Ved anholdelsen fandt politiet to økser i mandens besiddelse. Ifølge mediet var der indgraveringer på våbnene, herunder navnene på prinsesse Alexia samt ordene “Mossad” og “Sieg Heil”.
Efterforskningen omfatter også en håndskrevet seddel, hvor begge prinsessers navne fremgik sammen med ordet “blodbad”.
Sagen behandles ved et indledende retsmøde mandag, hvorefter den ventes at fortsætte ved en domstol i Haag.
Myndighederne har ikke offentliggjort yderligere detaljer om motiv eller baggrund, men efterforskningen fokuserer på de fund, der blev gjort i forbindelse med anholdelsen.
Tidligere trusler mod kronprinsessen
Opmærksomheden omkring sikkerheden for prinsesse Catharina-Amalia har været skærpet tidligere. Hollandsk politi mistænkte i 2022 en udenlandsk kriminel gruppe for at planlægge en bortførelse.
Truslen førte til, at hun måtte forlade sin hverdag som studerende i Amsterdam kort efter studiestart. Opholdet blev i stedet flyttet til Madrid, hvor hun opholdt sig under øgede sikkerhedsforanstaltninger.
Senere vendte hun tilbage til Holland, fortsat med et forhøjet sikkerhedsniveau omkring sig.