En omhyggeligt planlagt militæraktion er ifølge Trump gennemført fejlfrit. Resultatet af den er, at en af verdens mest efterlyste terrorister er ude af billedet.
Det amerikanske militær har i samarbejde med Nigerias væbnede styrker dræbt et højtstående medlem af Islamisk Stat. Det afslører USA’s præsident Donald Trump i et opslag på sit sociale medie Truth Social.
“I aften har modige amerikanske styrker og Nigerias væbnede styrker på min ordre fejlfrit gennemført en omhyggeligt planlagt og meget kompleks mission med det formål at fjerne verdens mest aktive terrorist fra slagmarken,” skriver Trump ifølge Ritzau.
Den dræbte er identificeret som Abu-Bilal al-Muniki, der ifølge Trump var næstkommanderende for IS på verdensplan. Præsidenten oplyser ikke, hvor angrebet fandt sted.
Nigeria under pres
Aktionen sker på et tidspunkt, hvor Nigeria er under massivt pres for at genoprette sikkerheden i landet.
Trump har desuden tidligere anklaget Nigeria for ikke at beskytte kristne borgere i landet og truede med at indefryse al nødhjælp samt indlede en militæraktion.
De to militante grupper Boko Haram og Islamisk Stat i Vestafrika har også i den seneste periode intensiveret deres angreb i det nordøstlige Nigeria.
Begge ønsker at etablere et islamisk kalifat og har i løbet af de seneste 16 år kostet tusindvis af mennesker livet og drevet millioner på flugt. Konflikten har derudover spredt sig til nabolandene Niger, Tchad og Cameroun.
IS på tilbagetog – men stadig farlige
Islamisk Stat opstod som en reaktion på den amerikansk-britiske invasion af Irak og kontrollerede i en periode store dele af Irak og Syrien.
Den militante bevægelses territorium er ganske vist skrumpet markant siden, men gruppen er fortsat aktiv på tværs af kontinenter.
“Han vil ikke længere terrorisere Afrikas befolkning eller være med til at planlægge angreb mod amerikanere,” skriver Trump om den dræbte topleder.