Flere politikere mener, at den nuværende grænsekontrol bør ophøre snarrest.
Lige nu læser andre
I 2015 kom der en stor flygtningestrøm ind over Europa, hovedsageligt fra Syrien af. Det skabte et voldsomt pres på de forskellige grænser, hvor særligt sydeuropæiske lande som Grækenland og Italien havde store problemer.
I Danmark valgte man i 2016 at indføre en midlertidig grænsekontrol som en direkte konsekvens af flygtningestrømmen. Nu er det år 2022, og grænsekontrollen er der stadig.
Det kræver en del personale fra både politiet og Forsvaret at have grænsekontrollen kørende. Men et andet problem er den kø, som det kan skabe.
Charlotte Broman Mølbæk er fungerende politisk ordfører for SF. I weekenden var hun sammen med familien på vej hjem fra ferie.
Undervejs havde de kørt gennem både Frankrig, Belgien, Holland og Tyskland. Her havde der ingen kø været, men det kom der, da de nærmede sig Danmark.
Efter at have trillet i lavt gear i 30 minutter, kunne de trille over grænsebommen, hvor der sad en smilende betjent og vinkede dem igennem. Han så ikke engang på passene, mener Charlotte Broman Mølbæk, som derfor fik en tanke: grænsekontrollen er spild af ressourcer.
– Det er fuldstændig åndssvagt. Det virker som et totalt spild af ressourcer, siger Charlotte Broman Mølbæk.
Derfor mener partiet, at det er på tide at droppe grænsekontrollen ved den dansk-tyske grænse. Og dét synspunkt deler de to andre støttepartier, Radikale Venstre og Enhedslisten. Enhedslistens Christian Juhl fortæller til TV 2:
– Vi har aldrig været vilde med den her grænsekontrol, der bare bliver ved og ved med at blive forlænget. Den giver ingen mening, siger Christian Juhl, der senere melder tilbage, at han i weekenden også endte i kø, selvom han forsøgte den mindre grænseovergang ved Harrislee.