Selvom reglerne først træder i kraft 1. juli 2026, kan nogle forbrugere opleve at blive mødt af den nye told på varer, der er købt før denne dato.
Danskernes handel på udenlandske webshops er vokset markant gennem de seneste år.
Særligt billige varer fra lande uden for EU har fundet vej til mange danske hjem, ofte uden ekstra omkostninger ud over selve købsprisen og momsen.
Men fra sommeren næste år ændrer reglerne sig.
EU indfører nemlig en ny toldordning, som betyder, at stort set alle pakker fra lande uden for EU bliver ramt af en ekstra afgift.
For mange forbrugere kan det gøre de populære netkøb mærkbart dyrere.
Fra 1. juli 2026 skal der betales mindst 3 euro i told for varer, der sendes til EU fra lande uden for unionen. Det svarer til omkring 22 kroner.
Indtil nu har varer med en værdi på op til 150 euro – cirka 1.150 kroner – været fritaget for told. Den undtagelse forsvinder med de nye regler.
Det oplyser Toldstyrelsen på deres hjemmeside.
Ekstra betaling på hver varetype
Den nye told beregnes ikke nødvendigvis pr. pakke, men pr. varepost. En varepost dækker over varer med samme varekode.
Bestiller man eksempelvis tre bomulds-T-shirts i samme ordre, betragtes de som én varepost. Her vil den nye told derfor kun blive opkrævet én gang.
Situationen er anderledes, hvis ordren indeholder forskellige typer varer.
Køber man eksempelvis både en bomulds-T-shirt og et par jeans, vil der være tale om to vareposter. I så fald skal tolden betales for begge varetyper.
For forbrugere, der ofte bestiller flere forskellige produkter fra webshops uden for EU, kan de samlede ekstraudgifter derfor hurtigt løbe op.
Toldstyrelsen lancerer onsdag en ny vejledningsside, som skal hjælpe danskerne med at forstå de kommende regler og de ekstra omkostninger, der kan følge med.
Også ældre køb kan blive ramt
Selvom reglerne først træder i kraft 1. juli 2026, kan nogle forbrugere opleve at blive mødt af den nye told på varer, der er købt før denne dato.
Det skyldes, at tolden bliver beregnet på baggrund af tidspunktet for toldangivelsen og ikke nødvendigvis købstidspunktet.
Toldangivelsen foretages typisk af transportøren, når pakken ankommer til EU.
Hvis en vare er bestilt før 1. juli, men først bliver toldangivet efter denne dato, kan den derfor blive omfattet af de nye regler.
Toldstyrelsen oplyser samtidig, at forbrugerne skal være forberedt på at betale afgiften ved levering, hvis den ikke allerede er blevet opkrævet i forbindelse med købet.
Dermed kan en række varer, som tidligere kunne købes uden told, fremover blive en smule dyrere for danske forbrugere.