En kvinde havde forklædt sig som hospitalsansat og bortførte et syv dage gammelt spædbarn.
En kvinde iført hospitalskittel udgav sig lørdag for at være ansat på et hospital i den tyske by Lüdenscheid.
I den forbindelse lykkedes hun med at fjerne et nyfødt barn fra det pågældende hospital. Det skriver det tyske medie Der Spiegel.
Barnet – en lille dreng – var blot syv dage gammelt, da bortførelsen fandt sted ved middagstid på neonatalafdelingen.
Fundet i parkeringskælder
Hospitalet opdagede hurtigt, at drengen manglede, og meldte ham savnet. Kort tid efter blev han fundet i en nærliggende parkeringskælder.
Drengen lå uden tøj på gulvet, hvor han var blevet placeret i nærheden af stedets billetautomat.
En ambulance hentede kort tid efter den lille dreng og bragte ham tilbage til hospitalet, hvor politiet oplyser, at han har det godt.
Lokalpolitiet afspærrede derefter dele af parkeringshuset for at sikre spor og bevismateriale på stedet.
Er blevet efterlyst
Politiet efterlyser nu den ukendte kvinde, der stjal barnet fra hospitalet.
Derfor har de offentliggjort følgende signalement: det antages, at hun er i midten af 20’erne til starten af 30’erne, mellem 175 og 180 centimeter høj, og har blondt hår.
En større politiaktion blev sat i værk i forbindelse med fundet af barnet, og de er nu i fuld gang for at identificere og lokalisere kvinden.