Tusindvis af hundeejere overser livsfarlig sommerfælde.
Når sommeren går på hæld, gemmer naturen stadig på farer for familiens firbenede medlemmer.
Mange hundeejere forbinder risikoen med varme sommerdage, men tørre græsaks kan fortsat skabe alvorlige problemer langt ind i sensommeren og det tidlige efterår.
Små græsavn sætter sig let fast i pelsen, men kan også finde vej ind gennem hud, poter, ører, øjne eller luftveje og udvikle sig til smertefulde skader.
Det skriver Agria Dyreforsikring i en pressemeddelelse
Hos Agria Dyreforsikring oplever man hvert år hunde, som må til dyrlægen efter mødet med de små, nåleagtige græsdele. Ifølge hundeekspert Lotte Evers skyldes faren, at mange undervurderer problemet, når ferien er forbi.
“Mange tror, at risikoen forsvinder, når sommerferien er slut, men græsavn kan være et problem langt ind i sensommeren.”
Gå til dyrlægen hvis din hund oplever dette
Forklaringen ligger i græssets opbygning. De tørre skaller omkring frøene udvikler små modhager, som kun bevæger sig én vej.
Får et græsavn først fat i en slimhinde eller arbejder sig ind gennem huden, kan det fortsætte længere ind i vævet og føre til rødme, hævelse, infektioner eller bylder.
Særligt poter, mellem tæerne, ører, øjne, næse og mund er udsatte områder. Rammer et græsavn øregangen, vil mange hunde ryste voldsomt på hovedet, klø sig ved øret eller gnide hovedet mod gulvet.
Sidder problemet i øjet, kan kraftigt tåreflåd eller et sammenknebent øje være blandt tegnene.
Forebyggelse kræver hverken avanceret udstyr eller lang tid. Agria anbefaler et grundigt eftersyn af hundens pels efter ture i højt græs, på marker eller i naturområder med tørre græsser.
“Tænk på græsaks på samme måde som flåter. Et hurtigt tjek efter hver gåtur kan gøre en stor forskel.”
Langhårede hunde kan samtidig have gavn af kort pels omkring poter og ører, mens synlige græsavn bør fjernes med det samme.
Viser hunden tegn på smerter, halthed eller irritation omkring øjne eller ører, anbefales et besøg hos dyrlægen.