Forside Udland Mysteriet om Melania Trump vokser: Ikke set i en måned

Mysteriet om Melania Trump vokser: Ikke set i en måned

Melania Trump
Evan El-Amin / Shutterstock.com

Den amerikanske førstedame har været væk fra offentlighedens søgelys i en hel måned. Hendes fravær ved flere markante begivenheder vækker nu opsigt.

Hvor er Melania Trump?

Det spørgsmål bliver i stigende grad stillet i USA, hvor landets førstedame nu ikke er blevet set offentligt i en hel måned.

Sidste gang var 19. juli, da Melania Trump overværede VM-finalen i fodbold i New York sammen med sin mand, præsident Donald Trump, og FIFA-præsident Gianni Infantino.

Siden har der ikke været så meget som et glimt af hende.

Det er ellers ikke, fordi kalenderen har stået stille i Washington.

Flere markante fravær

Melania Trump har været fraværende ved flere store begivenheder, hvor det ellers havde været naturligt at se førstedamen ved præsidentens side.

Da den republikanske profil Lindsey Graham blev begravet i Washington National Cathedral, måtte Donald Trump således klare sig uden sin hustru.

I stedet var blandt andre vicepræsident J.D. Vance og finansminister Scott Bessent ved hans side.

Heller ikke ved den årlige middag for journalister i Det Hvide Hus dukkede Melania Trump op.

Her sad præsidenten ved højbordet sammen med den snart afgående pressesekretær Karoline Leavitt og Weijia Jiang, der står i spidsen for sammenslutningen af korrespondenter i Det Hvide Hus.

Førstedamen har samtidig været fraværende ved flere vælgermøder, hvor Donald Trump har holdt tale.

Det er efterhånden blevet bemærket.

Det skriver BT.

Jimmy Fallon blandede sig

Melania Trumps fravær har nu fået så meget opmærksomhed, at det også er blevet en del af de amerikanske komikeres repertoire.

Forleden brugte Jimmy Fallon mysteriet som en del af sin indledende monolog i ‘The Tonight Show’.

“Trump hørte om det og sagde: ‘Det er ikke noget særligt, jeg har ikke set hende privat i to år’,” lød joken ifølge People.

Der er dog ikke nødvendigvis grund til at sætte en større eftersøgning i gang.

NBC News har tidligere beskrevet, hvordan Melania Trump generelt har valgt en mere tilbagetrukket rolle under Donald Trumps anden periode i Det Hvide Hus.

Førstedamen skulle indtil videre kun have deltaget i omkring halvt så mange offentlige begivenheder som på samme tidspunkt under Trumps første præsidentperiode.

En anonym embedsmand har forklaret, at Melania Trump ‘prioriterer resultater over offentlige optrædener’.

Ifølge Daily Beast har hun indtil videre deltaget i 38 arrangementer i år. Sidste år endte tallet på 47.

Den seneste måned har dog været usædvanligt stille.

Siden VM-finalen 19. juli har USA’s førstedame været helt væk fra offentlighedens søgelys.

Ads by MGDK