Forside Nyheder 12 mænd og kvinder fængslet i stor sag: Sigtet for...

12 mænd og kvinder fængslet i stor sag: Sigtet for hvidvask af enormt beløb

12 mænd og kvinder fængslet i stor sag: Sigtet for hvidvask af enormt beløb
Shutterstock.com

I alt 12 personer er blevet sat bag tremmer i en stor og omfattende sag om hvidvask for et stort millionbeløb.

Tolv personer af kinesisk oprindelse blev fredag eftermiddag varetægtsfængslet ved Københavns Byret.

Det skyldes, at de alle er sigtet i en meget opsigtsvækkende sag om momssvig og såkaldt handelsbaseret hvidvask.

I alt er de anklaget for at have hvidvasket 121 millioner kroner samt for momssvindel til en samlet værdi af 23 millioner kroner. Det skriver Ritzau.

Sagen har især vakt opsigt, da den omfatter en lang række kostbare designertasker og andre luksusvarer fra en eksklusiv butik i det centrale København.

Forhør trak ud

Kendelsen kom efter et exceptionelt langt grundlovsforhør, der faktisk blev sat i gang allerede i løbet af torsdag formiddag.

Det lange grundlovsforhør endte med først at blive afbrudt klokken 04.30 natten til fredag – efter mere end 18 timer.

Dommeren holdt derfor pause for at få lidt søvn og skrive afgørelsen færdig.

Først klokken 15.30 fredag var man klar til at genoptage sagen, da der tilsyneladende skulle findes både logi og transport til de mange sigtede.

Klokken 15.47 blev samtlige af de involverede personer fængslet frem til 9. september. Én af dem er fængslet in absentia.

Brød sammen i retten

Torsdag formiddag blev de 11 frihedsberøvede bragt ind i en stærkt sikret retssal ved Vestre Fængsel, hvor retssagen tog sin begyndelse kort før klokken 10.00.

Da afgørelsen blev læst op over et døgn senere, brød en af de anklagede kvinder sammen i gråd og lagde sig hulkende ned over bordet.

Dommeren gennemgik kun overordnet, hvorfor de fire mænd og syv kvinder skulle fængsles. Efter hans opfattelse er der rimelig grund til mistanke, og betingelserne for fængsling er til stede.

Samme vurdering gjaldt en kvinde uden for Danmark, der ifølge anklagen spiller en nøglerolle. Hun stiftede i 2016 det selskab, som forbrydelserne angiveligt blev udført gennem.

Det var politiets oplysninger fra ransagninger, aflytning og overvågning, der endte med at være overbevisende for dommeren i sagen. Samtlige erklærer sig uskyldige og overvejer at kære afgørelsen til Østre Landsret.

Ads by MGDK