Sol, sandstrande og op mod 27 grader venter stadig på denne populære europæiske ferieø.
Efteråret har for alvor meldt sin ankomst, og for mange betyder det køligere temperaturer, regn og færre solskinstimer.
Sådan behøver det dog ikke at være, hvis man er villig til at hoppe på et fly og rejse nogle timer sydpå.
For mens temperaturen falder herhjemme, findes der en europæisk ferieperle, hvor termometeret stadig kan snige sig helt op omkring 27 grader i oktober.
Destinationen er Lanzarote på De Kanariske Øer.
Sommeren fortsætter
Den spanske ferieø er blevet fremhævet som en af Europas bedste destinationer til en ferie i oktober.
Her ligger dagtemperaturerne typisk omkring 25 til 27 grader på denne tid af året, mens havet fortsat er varmt nok til en svømmetur.
Om aftenen bliver det køligere med temperaturer omkring 18 til 19 grader, så det kan være en god idé at pakke lidt varmere tøj til de sene timer.
Det milde klima er samtidig en af årsagerne til, at De Kanariske Øer er populære blandt turister langt ind i vintermånederne.
Det skriver Mirror.
Sandstrande og turkisblåt vand
Lanzarote byder på en lang række strande, og særligt Playa de Papagayo bliver fremhævet af feriegæster.
Stranden er blandt de bedst bedømte på øen på Tripadvisor og er kendt for sit gyldne sand og turkisblå vand.
Turen dertil kan dog være lidt besværlig, da den blandt andet går ad en ujævn vej og over klitter.
Også Playa Blanca er populær. Her finder man både blødt sand og azurblåt vand samt en havn og lystbådehavn med mulighed for at spise tæt ved vandet.
Blandt Europas bedste
Lanzarote er ikke kun blevet fremhævet på grund af vejret.
I en undersøgelse fra rejseeksperterne hos Solmar Villas blev 105 feriedestinationer vurderet på blandt andet klima og mulighederne for billige flyrejser.
Her endte Lanzarote på sjettepladsen blandt de bedste europæiske destinationer til en ferie i oktober.
Øen har desuden et bredt udvalg af overnatningsmuligheder lige fra luksusresorts og familievenlige all-inclusive-hoteller til billigere lejligheder og værelser.
Lanzarote var dog ikke den eneste destination fra Spanien, der klarede sig godt. Også naboøen Fuerteventura kom med i top-10.
Øverst på listen lå Ayia Napa på Cypern, mens flere destinationer i både Cypern og Grækenland ligeledes var blandt de højest placerede.
For dem, der endnu ikke er klar til at sige farvel til sommer, er der altså stadig mulighed for både sand mellem tæerne, en tur i havet og temperaturer, der minder mere om højsommer end dansk efterår.