Mikkel Petersen
For millioner af mennesker, der forsøger at tabe genstridig vægt, er ugentlige injektioner hurtigt blevet den ultimative livline. Men enhver, der faktisk har taget dem, ved, at kompromiset normalt betyder at udholde en række elendige maveproblemer. Nu kan det kompromis endelig blive fortid.
Forskere ved Stanford Medicine har opdaget et naturligt forekommende molekyle, der efterligner appetitkontrollen fra storsælgende vægttabsmedicin.
Tidlige laboratorieforsøg viser, at stoffet dæmper sult og reducerer fedt meget lig semaglutid, den aktive ingrediens i Ozempic.
I modsætning til ældre terapier, skriver Science Daily, omgår det fuldstændigt de store fordøjelsesorganer.
I stedet fokuserer stoffet sin energi direkte på den hjerneområde, der styrer stofskifte og mæthed.
Den forskel er vigtig. Semaglutid påvirker receptorer spredt over bugspytkirtlen og tarmen, hvilket ofte fører til maveproblemer og kvalme.
Ifølge lektor i patologi Katrin Svensson, PhD, “Receptorerne, der er målrettet af semaglutid, findes i hjernen, men også i tarmen, bugspytkirtlen og andre væv.”
Ved at sigte direkte mod hypothalamus undgår denne nye mulighed at udløse den udbredte kropslige ubehag.
Digital nål i en høstak
For at finde molekylet vendte det videnskabelige team sig mod moderne teknologi.
I stedet for at bruge årtier på at undersøge hundredtusindvis af små proteinfragmenter manuelt, byggede de en specialudviklet computeralgoritme kaldet Peptide Predictor.
Softwaren scannede omkring 20.000 menneskelige gener for at markere lovende kandidater. Ud af den massive pulje identificerede programmet 373 muligheder.
“Algoritmen var absolut nøglen til vores fund,” bemærkede Svensson ifølge Science Daily.
Et bestemt peptid skilte sig øjeblikkeligt ud i laboratoriebakker.
Den lille 12-aminosyre-kæde, kaldet BRP, fremkaldte en stigning i nervecelleaktivitet ti gange stærkere end baseline-kontroller.
Fedttab uden ulemper
Dyreforsøg bekræftede hurtigt fundet i levende væv. Da forskere gav molekylet til slanke mus og minigrise, spiste dyrene op til 50 procent mindre mad i løbet af den næste time.
Under et to-ugers forsøg med overvægtige mus tabte den behandlede gruppe i gennemsnit tre gram, mens ubehandlede mus tog tre gram på.
Afgørende var, at dette fald kom fra kropsfedt snarere end mager muskelmasse.
I modsætning til nuværende medicin udløste behandlingen ingen træg fordøjelse, forstoppelse eller angstlignende adfærd i tests rapporteret i Nature.
Kliniske forsøg på mennesker er det næste skridt for at verificere sikkerheden.
Som Svensson udtrykte det: “Intet, vi har testet før, har kunnet sammenlignes med semaglutids evne til at mindske appetit og kropsvægt. Vi er meget ivrige efter at finde ud af, om det er sikkert og effektivt for mennesker.”
