Mange danskere snyder sig selv for penge.
En vaskemaskine, der larmer, eller en opvaskemaskine, der pludselig står af, kan hurtigt få tankerne til at kredse om et nyt køb.
Men inden du investerer i en helt ny maskine, kan det være en god idé at undersøge, om den gamle kan repareres.
Siden 2025 har danske husstande kunnet benytte sig af servicefradraget for arbejdsløn til reparation af hårde hvidevarer, og det kan give en pæn besparelse.
Spar penge på reparation
Dette fradrag er en udvidelse af det eksisterende servicefradrag, som dækker ydelser som rengøring, vinduespudsning, børnepasning og havearbejde.
Fradragets skatteværdi ligger på cirka 26 procent. Det betyder, at hvis arbejdslønnen for en reparation eksempelvis er 2.000 kroner, kan du spare omkring 520 kroner i skat.
Susanne Ulrich, som er kontorchef i Energistyrelsen, forklarer, at det ikke altid er nødvendigt at købe nyt, når hvidevarerne strejker.
“Når vaskemaskinen eller køleskabet går i stykker, behøver løsningen ikke være at købe nyt. Produktionen af nye hvidevarer kræver både råstoffer og energi,” siger Susanne Ulrich.
Hun fortsætter med at understrege fordelene ved at reparere frem for at udskifte.
“Derfor kan vi spare ressourcer ved at give de gamle hvidevarer længere levetid. Og med servicefradraget bliver det samtidig billigere at få dem repareret.”
Giv hvidevarerne en chance
Selvom nyere hvidevarer ofte er mere energieffektive, er det ikke altid den bedste løsning for miljøet at skifte de gamle ud. Det afhænger af faktorer som apparatets alder, energiforbrug og reparationsmuligheder.
Energistyrelsen kører kampagnen ‘Giv dine hvidevarer en chance’ i uge 45-47. Kampagnen skal opfordre danskerne til at undersøge reparationsmulighederne, før de beslutter sig for at købe nyt, og den kan ses på sociale medier og digitale platforme.