Mange danskere betaler unødvendigt meget for strømmen, fordi de overser en simpel ting.
Der kan være penge at spare ved at flytte sit strømforbrug til de billigste timer. Men det er forskelligt, hvor ofte danskerne gør det.
Det viser en ny undersøgelse fra energikoncernen NRGi.
Her svarer 12 procent af danskerne, at de sjældent flytter deres strømforbrug til de billigste tidspunkter, mens yderligere 12 procent aldrig gør det.
Samtidig svarer ni procent, at de ikke ved, hvornår strømmen typisk er billigst.
Sådan skriver NRGi i en pressemeddelelse.
Men ifølge NRGi er der god grund til at holde øje med elprisen, da tidspunktet for strømforbruget kan have betydning for elregningen.
”Der kan være stor forskel på, hvad strømmen koster i løbet af et døgn. Derfor kan det også mærkes på elregningen, hvis man konsekvent bruger strømmen i de dyre timer. Vil man gerne spare penge, behøver man ikke lægge hele sin hverdag om. Det handler snarere om at gøre det til en vane at tjekke elprisen og flytte noget af sit strømforbrug til de billigere timer, hvis man har mulighed for det,” siger Bo Halm Andersen, energikonsulent hos NRGi.
Alene den 9. november var forskellen mellem den billigste og dyreste spotpris 3,24 kroner pr. kWh i Vestdanmark og 3,15 kroner i Østdanmark.
Priserne er uden moms, afgifter og tariffer.
Ældre flytter oftere deres strømforbrug efter prisen
Undersøgelsen afslører også en markant forskel mellem generationerne.
For mens 41 procent af danskerne over 65 år altid flytter deres strømforbrug til tidspunkter, hvor strømmen er billigere, gælder det blot 12 procent af de 18-35-årige.
Også blandt de øvrige aldersgrupper stiger andelen med alderen. Mens 21 procent af de 36-50-årige altid flytter deres strømforbrug, gælder det 34 procent af de 51-65-årige.
”Det overrasker mig, at forskellen mellem generationerne er så stor. For der kan være penge at spare på strømregningen, uanset ens alder. Og særligt nu, hvor elpriserne er høje, er det en god idé at tjekke, hvornår strømmen er billigst, inden man for eksempel lader elbilen op eller klarer vasketøjet. Det tager ikke lang tid, og der kan være penge at spare ved at flytte forbruget nogle timer,” siger Bo Halm Andersen.
Fakta: Sådan flytter danskerne deres strømforbrug
På tværs af alle aldersgrupper:
- 26 procent flytter altid deres strømforbrug til billigere tidspunkter
- 36 procent gør det nogle gange
- 12 procent gør det sjældent
- 12 procent gør det aldrig
- 9 procent ved ikke, hvornår strømmen typisk er billigst
Andel, der altid flytter strømforbruget til billigere tidspunkter:
- 18-35 år: 12 procent
- 36-50 år: 21 procent
- 51-65 år: 34 procent
- 66-99 år: 41 procent
| Flytter du bevidst noget af dit strømforbrug, f.eks. tøjvask, opvask eller opladning, til tidspunkter, hvor strømmen er billigere? | |
| Altid | 26 % |
| Nogle gange | 36 % |
| Sjældent | 12 % |
| Aldrig | 12 % |
| Nej, jeg ved ikke, hvornår strømmen typisk er billigst | 9 % |
| Nej, jeg har ikke mulighed for at flytte mit strømforbrug | 3 % |
| Ved ikke | 2 % |