Uden de selv er klar over det, kan Tesla-ejere have brudt loven.
Lige nu læser andre
Teknologiudviklingen i de nye Tesla-modeller kan betyde, at Tesla-ejere risikerer at overtræde loven.
Årsagen til dette findes i Teslas overvågningssystem, Tesla Sentry Mode.
Overvågningssystemet, der er til for at dokumentere samt forebygge tyveri, hærværk samt skader i trafikken, kan nemlig have brudt EU’s GDPR-regler.
Læs også
Tesla har således udstyret bilerne med flere kameraer, der filmer bilens omgivelser – både når den kører og holder i stille – og det er disse kameraer, som overvågningssystemet benytter sig af.
Men opdateringen, der udkom i 2021, medførte, at Tesla-ejere kunne tjekke kameraernes feed fra deres telefon, så de dermed kunne følge med i, hvad der skete rundt omkring deres bil.
Det er dog selvsamme funktion, som nu betyder, at mange danske Tesla-ejere muligvis overtræder tv-overvågningsloven.
Privatpersoner har nemlig ikke tilladelse til at tv-overvåge “gade, vej, plads eller lignende område, som benyttes til almindelig færdsel”.
Chefkonsulent i FDM, Dennis Lange, udtaler til Motor, at udviklingen inde for kamerateknologi i moderne biler nok er gået “hurtigere, end lovgivningen har kunnet følge med til”.
I den forbindelse er der blevet indgivet en såkaldt databekymring til Datatilsynet i Danmark, men da Tesla har europæisk hovedkvarter i Holland, er henvendelsen derfor videresendt til myndighederne i Holland.
Myndighederne i Holland skal nu beslutte, om Tesla overtræder EU’s GDPR-regler.
“For forbrugeren er det under alle omstændigheder afgørende, at man kan regne med, at det udstyr, bilen leveres med, også kan benyttes lovligt, og hvis der er begrænsninger i denne mulighed, at forbrugeren bliver informeret klart og tydeligt om, under hvilke omstændigheder udstyret ikke må benyttes,” siger Dennis Lange til Motor ifølge B.T.