Prins William har rettet kritik af sin gudmor, efter hun har været nødt til at trække sig fra sin stilling i det britiske kongehus.
Lige nu læser andre
En talsmand har på vegne af prins William rettet kritik af de ‘racistiske’ udtalelser, der er blevet fremsat af en nu tidligere ansat i det britiske kongehus.
Onsdag udsendte Buckingham Palace en pressemeddelelse, hvori det blev bekræftet, at en nær ven af afdøde dronning Elizabeth, Lady Susan Hussey, havde trukket sig på grund af ovenstående situation.
Læs også
Lady Susan Hussey siges at have spurgt Ngozi Fulani, der står i spidsen for en velgørende organisation, om hendes etnicitet, da hun tirsdag deltog i dronningegemalinde Camillas begivenhed om vold mod kvinder.
Ngozi Fulani, der driver en velgørende organisation for sorte kvinder, der er udsat for vold i hjemmet, sagde, at hun blev spurgt om følgende: “Hvilken del af Afrika kommer du fra?”
Og nu har en talsmand fra Kensington Palace udtalt sig på vegne af prins William, skriver Mirror.
“Jeg var virkelig skuffet over at høre om gæsternes oplevelse på Buckingham Palace i aftes,” lyder det fra prins William via sin talsmand.
“Tydeligvis var jeg der ikke, men racisme har ingen plads i vores samfund. Udtalelserne var uacceptable, og det er det rette, at den pågældende har trukket sig ed med øjeblikkelig virkning.”
Buckingham Palace bekræftede desuden, at der er blevet iværksat en undersøgelse af de ‘uacceptable og dybt beklagelige kommentarer’. Kort efter sagde en talsmand, at den pågældende person havde trukket sig fra sin rolle.
“Vi tager denne hændelse ekstremt alvorligt og har straks undersøgt det, for at fastslå de fulde detaljer. I dette tilfælde er der kommet uacceptable og dybt beklagelige kommentarer,” lød det fra Buckingham Palace.
“Vi har rakt ud til Ngozi Fulani i denne sag, og inviterer hende til personligt at tale om alle elementer af hendes oplevelse, hvis hun ønsker det.”
“I mellemtiden vil den berørte person gerne udtrykke sin dybe undskyldning for den forvoldte skade og har fratrådt sin rolle med øjeblikkelig virkning.”
“Alle medlemmer af kongehuset bliver mindet om de mangfoldigheds- og inklusivitetspolitikker, som de er forpligtet til at følge til enhver tid.”
83-årige Lady Susan Hussey var en af afdøde dronning Elizabeths mest betroede venner og er ligeledes prins Williams gudmor.
Hun blev ofte omtalt som ‘hovedpigen’, da hun var den mest ledende og betroede af syv kvinder, der dedikerede årtier af deres liv for at gøre tjeneste for dronning Elizabeth.
Hun var en af kun tre kvinder, der blev på Buckingham Palace, efter kong Charles rykkede ind.