En kvinde havde en dårlig dag, men det ændrede sig drastisk, da hun besluttede sig for at skrabe sin julekalender fra Danske Spil.
Lige nu læser andre
”Jeg havde en dag, hvor jeg synes, at det hele var lidt … træls. Og så tænkte jeg, at jeg kunne skrabe min kalender, for jeg vinder jo ikke noget alligevel!” fortæller en kvinde fra Holbæk Kommune på Vestsjælland, men virkeligheden skulle vise sig at være en anelse anderledes.
Til kvindens store overraskelse, så var der nemlig gevinst på julekalenderen fra Danske Spil. Ikke bare 100 kroner, men mange penge.
Kvinden havde nemlig vundet hovedpræmien, som lyder på 1.000.000 kroner her og nu og dertil 1.000.000 kroner de næste tre juleaftener.
Som du nok ved, så er det ganske sjældent at vinde hovedpræmien, hvorfor kvinden da heller ikke kunne tro det lige med det samme.
Alligevel kunne hun slet ikke lade være med at grine højlydt, da hun skal fortælle om oplevelsen, hvor hun skrabede alle felterne, og pludselig syntes, at der måske var gevinst.
”Så var der 12 juletræer! Og der mangler jo ellers altid et, ikke? Men så talte jeg dem, og der var godt nok mange. Så talte jeg dem igen, og det tror jeg, at jeg gjorde 10 gange. Så ringede jeg til en veninde og sagde: ’Du bliver nødt til at tælle de her juletræer!’,” fortæller kvinden.
Veninden fik dog i første omgang hurtigt lagt en dæmper på glæden med beskeden: ”Jeg kan kun få det til 11…”
Men da de to veninder fik talt efter, var der ingen tvivl. Der var 12 juletræer, og dermed var gevinsten en realitet.
Det var også beskeden, da hun kontaktede Danske Spil for at være helt sikker.
Kvinden er stadig helt rundt på gulvet og ved ikke helt, hvordan hun skal forholde sig til de mange penge, som pludselig er kommet ind af døren.
”Jeg tror, at de skal være med til at betale mit hus og min bil og… nej, det ved jeg ikke! Jo, så skal jeg rejse til… nej, det ved jeg ikke lige nu. Jeg ved det ikke! Måske skal jeg holde lidt mere fri, og mine børn skal nok også have nogle større gaver,” siger den nyslåede millionær.