I denne weekend bliver Tinglev ramt af et fiktivt jordskælv.
Lige nu læser andre
Der er gang i den i den sønderjyske by Tinglev i denne weekend.
Byen bliver nemlig ramt af et fiktivt “jordskælv” som led i en stor beredskabsøvelse, hvor redningspecialister fra både Danmark, Frankrig, Italien, Tjekkiet og Aserbajdsjan deltager.
Det skriver Beredskabsinfo.dk.
Redningsholdene fra de fire forskellige lande skal træne eftersøgning og redning i forbindelse med ulykker såsom et større jordskælv, og det er det danske beredskab, der er vært for øvelsen, som desuden involverer cirka 150 figuranter og massevis af andre ansatte og frivillige.
“Det er toptrænede redningsspecialister, der rykker ind hos os. De skal kunne arbejde i døgndrift med avanceret redningsudstyr. Det er hårdt arbejde, der stiller store krav til samarbejdet mellem mange nationaliteter,” har Martin Thomsen, der er chef for Beredskabsstyrelsens Center for Uddannelse, forklaret.
Stor EU-øvelse
Den store øvelse er finansieret af EU, da den er en del af det såkaldte MODEX-samarbejde, som er en slags samlet beredskabsstyrke i EU.
Her deltager flere forskellige EU-lande og lande, der samarbejder med EU, med specialister og eksperter, som skal kunne rykke ud med 24 timers varsel 24/7/365 og forpleje deres eget mandskab i op til 10 døgn.
“Der er meget logistik og koordination forbundet med at passere landegrænser og slå lejr og arbejde i et fremmed land. Især fordi det skal ske hurtigt og uden at belaste et hårdt ramt katastrofeområde. Derfor er den del også en væsentlig del af øvelsen,” har Martin Thomsen forklaret.
Øvelsen er fjerde gang, at Tinglev er vært for en stor EU-øvelse af denne slags.