06/04/2020
A-kasse
Mange spørgsmål er ubesvarede, når det kommer til A-kasser, og selvom de sværmer rundt i hele landet, er det en kringlet jungle at bevæge sig rundt i. For hvordan hænger det egentlig sammen i det store hele? Det giver vi dig svaret på.

Mest læste i dag

A-kasser er noget, som danskere hver eneste dag tager stilling til. Men selvom vi ofte taler om A-kasser, kan det være svært at finde hoved og hale i, hvad det egentlig er, vi taler om. For hvorfor er det egentlig godt med en A-kasse? Og hvordan finder du lige netop dén A-kasse, der passer til dig? Mange spørgsmål uden svar, men det er heldigvis slut. Vi fortæller dig nemlig alt, du har brug for at vide, om A-kasser lige her. 

A-kassen er en vigtig organisation for dig i den tid, hvor du er på arbejdsmarkedet. Her samarbejder stat og A-kasser for at skabe de bedste betingelser for dig, hvis du ender i en svær situation. 

Helt præcist under en eventuel arbejdsløshed, der kan være betinget af et utal af årsager. Men om årsagen er det ene eller det andet, er underordnet for A-kassen. Den vil nemlig altid have din ryg.

Hvad er en A-kasse?

Der findes en række af forskellige A-kasser landet over, og det har vi allerede været inde på. Men lad os fortælle dig lidt mere om, hvad en A-kasse egentlig er for en størrelse. 

A-kasse er en forkortelse for arbejdsløshedskasse og dækker over en forsikring for dig, der er på arbejdsmarkedet. A-kasser er arbejdernes sikkerhedsnet i tilfælde af arbejdsløshed hos medlemmerne. Derfor vil du som medlem af en A-kasse have mulighed for at modtage dagpenge i den periode, hvor du er arbejdsløs. 

Dagpengesatsen er ofte helt essentiel for tilvalget af en A-kasse. Alternativet er kontanthjælp, der er en langt lavere månedlig sats, du vil få som din indkomst. Dagpenge vil til gengæld sørge for, at du kan leve dit liv videre uden at skulle give afkald på hus, bil og julegaver. 

A-kasser bliver støttet af staten og er på den måde et etableret samarbejde. Dagpengene bliver nemlig ikke direkte finansieret af A-kasserne, men i stedet af staten. Men hvor komme pengene fra? Det er ganske simpelt, og du hjælper selv til med at holde denne mulighed i live. For hver måned betaler alle et bidrag af sin indkomst, der er kendt som arbejdsmarkedsbidrag. Dette bidrag indskrives til staten og udgør en pulje, der hjælper til udbetaling af dagpenge. 

Arbejdsmarkedsbidraget står for cirka 75 % af finansieringen, hvor de resterende 25 % udgøres af kontingentbetalingen fra medlemmerne. 

A-kassen er meget andet end dagpenge

Måske du tænker, at det virker lige lovligt voldsomt at betale hver måned for en eventuel sikring, hvis du skulle blive arbejdsløs i en rum tid. Men faktisk kan A-kasser meget andet end blot at være dit økonomiske sikkerhedsnet, hvis du skulle få brug for det. 

A-kasser har også en række andre funktioner, der kan hjælpe dig med hurtigere at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Du kan nemlig få både råd og vejledning i forhold til din jobsøgning, hjælp til at udarbejde et skarpt CV og deltage i et væld af workshops, der kan forbedre dine kompetencer og gøre dig til en uundværlig kandidat til et job. Du får altså en venlig hånd, der hjælper dig med at komme tilbage til det, du elsker at lave. 

Hvem kan blive medlem af en A-kasse?

A-kasser er heldigvis noget for alle, og du kan være helt sikker på, at der findes en A-kasse, der passer lige præcis til dig. I dag kan alle blive medlem af en A-kasse, men der stilles forskellige krav alt efter, hvilken A-kasse du vælger. 

For at dække et arbejdsmarked med en bred diversitet, er der forskellige A-kasser til forskellige fagområder. Og det lyder måske en smule kringlet, men det er faktisk en stor fordel for dig. De fagspecifikke A-kasser har ekspertise inden for et fagområde. Det betyder også, at disse kun optager medlemmer, der arbejder inden for et bestemt fag, har et bestemt job eller en bestemt uddannelse. Det giver dig nogle helt særlige muligheder for at få en fagspecialist i baghånden, hvis du får brug for råd og vejledning. 

Men der findes også A-kasser, der netop er for alle. De tværfaglige A-kasser er åbne for alle faggrupper. Her finder du nogle af de helt store A-kasse-kanoner på markedet, hvor der er god plads til dig og din sidemand. Selvom du ikke får samme faglige ekspertise, kan det have nogle andre fordele for dig. 

Når du vælger en større A-kasse, kan det nemlig have en positiv indflydelse på din kontingentbetaling. Det kan gøre det en smule billigere for dig, men dette afhænger altid af, hvilken A-kasse du vælger, og hvad din situation er. Medlemskaberne skal vi nok fortælle dig mere om lidt senere. 

Sådan ansøger du

Vi tør godt garantere dig for, at det aldrig har været nemmere at blive medlem af en A-kasse. For i dag foregår ansøgningsprocessen nemlig online, og du kan nemt og hurtigt sende en ansøgning afsted. På A-kassernes hjemmeside vil du finde ansøgningsskemaet, der kræver nogle informationer om dig i forhold til dit medlemskab. 

Herefter skal du ikke gøre andet end at læne dig tilbage og vente på en mail fra din A-kasse. De sørger for alt det praktiske, så du kan blive medlem. Er du medlem i en anden A-kasse, vil din nye A-kasse sørge for at overføre din anciennitet, så du ikke starter fra nul igen. 

Dagpengeregler, du skal kende til 

Ancienniteten er vigtig, når vi ser på A-kasserne. Der er nemlig én særligt vigtig regel, der gør sig gældende for dig som medlem. Når du ønsker at modtage dagpenge, skal du have været medlem i minimum 12 måneder. Det kan være efter endt studietid eller hvis du mister dit arbejde. 

Hvis du ikke har været medlem i 12 måneder inden du ansøger om dagpenge, vil du skulle igennem en karensperiode svarende til det tidsrum, der er tilbage til, at du har været medlem i 12 måneder. Det lyder måske en smule kompliceret, så lad os give et eksempel:

Du har været medlem af en A-kasse i seks måneder, og du ønsker at modtage dagpenge:

  • Antal måneders medlemskab: seks måneder
  • Antal måneders anciennitet påkrævet: 12 måneder
  • Karensperiode: seks måneder

Så er den regel på plads. Her er der forskel på at være studerende og på arbejdsmarkedet. I langt de fleste A-kasser vil de studerende nemlig få gratis medlemskab under studietiden. De betaler først kontingent efter endt uddannelse, og kan derfor med fordel melde sig ind gennem hele studietiden. Dermed kan de få dagpenge med det samme, hvis de skulle stå uden job, når de har fuldendt deres uddannelse.

Hvis du er ude på arbejdsmarkedet, skal du betale kontingent i de 12 måneder for at forblive medlem. Denne studiefordel er for at sikre, at de studerende kommer godt ud på den anden side og får en god start på arbejdslivet. 

Derudover er der andre regler, der skal overholdes. Først og fremmest skal du være meldt ledig på jobnet.dk. Du skal have haft en bestemt indkomst i løbet af de seneste tre år, hvilket altid vil være angivet hos den A-kasse, du er medlem af. Og så skal du være aktiv jobsøgende under dagpengeperioden. 

Særligt for dig, der selv opsiger dit job, skal du desværre igennem en lille karantæne for at kunne modtage dagpenge. Du vil først kunne modtage dagpenge efter 111 timers karantæne. Det betyder ikke, at du skal sidde hjemme i 111 timer, men derimod udregnes dette ud fra din arbejdsuge. Ofte vil det betyde, at du har tre uger uden dagpenge. 

Hvad koster en A-kasse?

Alle A-kasser kræver som nævnt et medlemskab, og det er desværre ikke en gratis fornøjelse. Men med de store fordele og et sikkerhedsnet for dig, er det små penge, der vil kunne gøre en stor forskel for dig, hvis du ender i arbejdsløshed. Så A-kassen er en prioritering, du altid bør lave. 

Når det kommer til prisen på A-kasser, bliver det straks sværere at give i ét konkret svar. For ligesom alle andre priser, varierer disse alt efter den A-kasse, du vælger. Prisen kan variere på baggrund af A-kassens størrelse, tilbud af kurser, oplæg, networking og andre fordele, administrativ tilgang til udbetaling og andet. 

Foruden forskellige priser, findes der også forskellige medlemsskaber. Vi kan inddele disse i tre forskellige kategorier, så det bliver en smule nemmere at få det fulde overblik:

  • Medlemskab uden efterlønsbidrag, studerende, fuldtid og deltid
  • Medlemskab med efterlånsbidrag, fuldtid og deltid
  • Medlemskab på efterløn

Tager vi først er kig på et medlemskab uden efterlønsbidrag, vil det være billigere end et medlemskab med efterlønsbidrag. Årsagen er selvfølgelig, at du ikke betaler efterlønsbidrag. En fuldtidsforsikring vil i dag koste i omegnen af 480 kroner pr. måned, og du vil skulle give omkring 340 kroner for en deltidsforsikring. Særligt for studerende over 30 år er, at de ikke kan være medlem helt gratis. Her skal der betales kontingent, der sørger for fuldtidsforsikring. Denne sats er dog en smule billigere. 

Et medlemskab med efterlønsbidrag er en lidt dyrere fornøjelse, men kan være en livsvigtig investering for dig. Her skal du regne med at slippe omkring 950 kroner pr. måned for en fuldtidsforsikring og 700 kroner for en deltidsforsikring. Og på efterløn koster en fuldtidsforsikring omkring 450 kroner pr. måned, hvor en deltidsforsikring koster 340 kroner. 

Vi må hellere hurtigt fastslå, at disse priser ikke er specifikke. Det er blot for at give dig et lille præg om, hvad det egentlig koster dig at være medlem af en A-kasse. Priserne varierer fra sted til sted, og derfor gælder det for dig om at udvælge dine favoritter og undersøge, hvad de helt præcist tilbyder. 

Hvad er forskellen på fuldtid og deltid? 

I ethvert medlemskab vil du ofte skulle tage stilling til, om du skal fuldtidsforsikres eller deltidsforsikres. Men hvad betyder det helt præcist? Det sørger vi for at forklare dig i det følgende, og faktisk er det ganske enkelt. 

Arbejder du mere end 30 timer om ugen, skal du være fuldtidsforsikret. Modsat kan du selv vælge, om du vil være fuldtidsforsikret eller deltidsforsikret, hvis du arbejder under 30 timer om ugen. Hvis du bliver medlem som nyuddannet, har du ligeledes mulighed for at vælge, om du vil det ene eller det andet. 

Hvis du er optaget som deltidsforsikret, men får et arbejde med over 30 timer ugentligt, er det på tide med en opgradering. Du skal blot kontakte din A-kasse, så de kan ændre din medlemsstatus fra deltid til fuldtid. 

Hele humlen ved fuldtid og deltid er den dagpengesats, som du er berettiget til at modtage. Er du fuldtidsforsikret, vil du betale et højere kontingent, men du vil også få flere dagpenge udbetalt hver måned, hvis du bliver arbejdsløs. Dagpengesatsen for en fuldtid i 2020 er omkring 19.000 kroner, hvor satsen for en deltid er omkring 12.500 kroner. Dette er det højeste beløb, du kan opnå i forbindelse med dagpenge. 

A-kassen beregner din dagpengesats ud fra din situation og din indberettede løn. Du har ret til at modtage 90 % af din løn, men dog maksimalt det beløb, der udgør den fulde dagpengesats for dig. Der er forskellige inddelinger, hvor blandt andet nyuddannede får en lavere dagpengesats end en regulær fuldtidsforsikret. 

A-kassens følgesvend: Fagforeningen

Med mange A-kasser kommer der også en partner, nemlig en fagforening. Og selvom det her ikke skal handle om andet end den vigtige A-kasse, vil vi alligevel fortælle dig om, hvorfor det kan være en god idé at overveje at have begge dele. 

En fagforening er en organisation, der er til for lige netop dig. Fagforeningen sørger for, at du får den rette støtte som en del af det danske arbejdsmarked. Det kan eksempelvis være med juridisk rådgivning, hvis du ikke får den rette løn, eller hvis du har fået en arbejdsskade. I stedet for at stå med det hele selv, vil fagforeningen hjælpe dig videre. 

Derudover vil en fagforening også sørge for en masse andet godt, der altså skaber et godt arbejdsmiljø for dig, så du ikke kører død i det, du plejede at elske. Du kan få hjælp til lønforhandling, udvikle på dine kompetencer, gennemgang af ansættelseskontrakt og meget andet. Sagt med andre ord: En fagforening interesserer sig for dine interesser og gør noget ved det sammen med dig. 

Spørgsmålet er sikkert, hvorfor disse to organisationer hænger sammen. Svaret er, at det er langt nemmere at hjælpe dig på rette kurs, hvis du er omgivet af de rigtige mennesker. Med fagspecifikke A-kasser og fagforeninger under samme tag, kan du blive hjulpet på bedste vis. Og så er den lille frynsegode, at fagforeningen ofte bliver billigere for dig, hvis du vælger den forening, der hører til din A-kasse. 

Hvordan søger jeg så om dagpenge?

Nu har vi fortalt en masse om, hvorfor A-kassen er et gode valg, og hvordan det hele fungerer. Men hvad skal du gøre, hvis du allerede er medlem og skal søge om dagpenge? Det kan være svært at overskue et helt dagpengesystem, hvor der er regler og begreber, du måske ikke kender til. 

Når du bliver ledig på arbejdsmarkedet, skal du først og fremmest melde dig som ledig på jobcentret. Du kan nemlig først få dagpenge fra den dag, hvor du er tilmeldt her. Dagpenge bliver udbetalt med tilbagevirkende kraft, og derfor betaler det sig at være hurtigt ude af starthullerne og få oplyst om din ledighed. 

Herefter kan du søge om dagpenge. Du skal udfylde en ledighedserklæring hos din A-kasse, som er den information, der er vigtig for din ansøgning. Der kan være flere forskellige ledighedserklæringer alt efter, om du er selvstændig eller ej. Din A-kasse vil efterfølgende indhente de nødvendige oplysninger fra blandt andet SKAT og vil så gå i gang med at behandle din sag. 

Når din A-kasse har behandlet din sag, vil du få besked i forhold til, om du opfylder alle betingelser eller ej. Hvis du er det, vil du modtage en skriftlig godkendelse af din dagpengeret, så du kan få en økonomisk tryghed under jobsøgningen. Det er dog vigtigt at huske på, at du er forpligtet til at være aktivt jobsøgende under dagpengeperioden. Hvis du ikke opfylder kravet, vil du ikke kunne modtage dagpenge længere. 

A-kassen kan være en investering for livet 

En A-kasse kan altså noget helt særligt og er en investering for livet – og i det gode liv. For ikke nok med, at du har et økonomisk sikkerhedsnet, hvis du en dag står uden job, så får du også udbetalt et månedligt beløb, som kan få hverdagen til at køre videre som den plejer.

Og så får du en helt unik mulighed for at udvikle på dine kompetencer med økonomisk støtte til forskellige uddannelser og kurser. For selvom du holder dig opdateret gennem dit job, kan det give pote at investere i lidt tid på skolebænken igen og komme ud endnu dygtigere og skarpere. 

Til sidst vil vi lige nævne en anden fordel, som vi vist kan kalde for en portion frynsegoder. Mange A-kasser har en række samarbejder, og det betyder rabatter for dig. Dette kan være på alt fra forsikringer, fitnessmedlemsskaber og fagforening til spisesteder og butikker. Ligeledes kan du trække dit kontingent fra som fradrag hver måned, hvilket er med til at gøre det endnu mere attraktivt at være medlem af en A-kasse. 

Nu er spørgsmålet så bare: Hvilken A-kasse er det bedste match for dig?