Nu er regningen blevet fordoblet.
Lige nu læser andre
Det bliver fremover dyrere at overtræde færdselsloven.
Selve bødetaksterne ændres ikke, men bidraget til Offerfonden, som lægges oven i bøden og et eventuelt klip i kørekortet, er hævet fra 500 til 1.000 kroner.
Stigningen er en del af en ny strafreform, der blandt andet fordobler straffen for grov vold og skærper sanktionerne for de alvorligste voldtægter, vold mod offentligt ansatte og vanvidskørsel. Reglerne trådte i kraft den 15. februar.
Det højere bidrag skal ikke gå til trafikofre, men skal derimod styrke indsatsen over for bl.a. partnervold og kortere sagsbehandlingstid i Erstatningsnævnet.
Det møder kritik fra FDM, som er uforstående over for, at bilister skal betale til ofre for andres forbrydelser.
Læs også
”Selvom det utvivlsomt er vigtigt at hjælpe ofre for bl.a. personfarlig kriminalitet, så er det et faktum, at Offerfonden i udpræget grad finansieres af bilister, der har brudt færdselsloven, uden at der var et offer involveret,” siger chefkonsulent i FDM, Dennis Lange, og fortsætter:
“Det er urimeligt, at bilister skal finansiere hjælp til ofre for andres forbrydelser, som ikke har noget med trafik at gøre. Det har vi svært ved at se logikken i.”
Offerfonden blev etableret i 2014 med det formål at ‘yde tilskud til projekter og aktiviteter, der generelt kan styrke viden om eller indsatsen til støtte for ofre for forbrydelser og trafikofre og grupper heraf.’
Hvornår betaler man bidraget?
For bilister betyder det, at de har skullet betale bidrag til Offerfonden, når de bl.a. får et klip i kørekortet.
Det er f.eks. ved håndholdt mobiltelefon under kørslen eller ved en overskridelse på mere end 30 procent af hastighedsgrænsen.
Læs også
Selvom hele 86 procent af pengene til Offerfonden i 2024 kom fra bilister, som brød færdselsloven, går midlerne kun sjældent til trafikofre.
Af de 377 projekter, som Offerfonden gennem årene har støttet, har 65 været helt eller overvejende relateret til trafikofre. Det svarer til, at 17 procent har fokus på trafik.
”Det er mærkværdigt, at midlerne langt hen ad vejen ikke bruges på trafikofre og bedre trafiksikkerhed, når bilisterne er den gruppe, der primært finansierer Offerfonden. Der bør være en klar sammenhæng mellem indtægter og udlodning, når der vælges, hvilke projekter der skal støttes,” siger Dennis Lange.