Sikre autostole indeholder giftige stoffer

Skrevet af admin

22/10/2013

Mest læste i dag

Autostolen til de mindste er blevet mere sikker og nemmere at montere end tidligere. Men i samme åndedrag er indholdet af skadelige stoffer i stolene steget. Det viser en test af autostole, som FDM har lavet i samarbejde med de europæiske bilklubber.

- Det er naturligvis ikke godt nok, at producenterne ikke har bedre styr på, hvilke stoffer der havner i deres stole. Det er ærgerligt, for flere af autostolene klarer sig ellers til topkarakterer, siger FDMs biltekniske redaktør, Søren W. Rasmussen.

- Men det er klart, at fund af skadelige stoffer skæmmer det samlede resultat og bekymrer forbrugerne. Derfor bør producenterne hurtigst muligt tage hånd om problemerne, så man kan få en sikker autostol uden farlige stoffer, siger han.

En af de stole, der falder på fund af farlige stoffer, er ifølge FDM Cybex Aton 3. Stolen er den mest sikre autostol i sin klasse.

Men fund af det kræftfremkaldende stof naftalin i stolens betræk betyder, at FDM ikke vil være forhandler af stolen og i stedet fastholder sidste års testvinder, forgængeren Cybex Aton 2, i sortimentet.

Også Forbrugerrådet har i bladet Tænk testet autostole. I test med frontalkollision og sidekollision klarer tre forskellige autostole sig dårligt. Römer Xtensafix til 1-4-årige samt større børn dumper i testen af frontalkollision monteret med bilens sele.

Svenske Axkid Kidzofix, som kan købes på nettet, til de mindste børn og 1-4-årige klarer heller ikke frontalkollision, hvor stolen ryger ud af monteringen. Testen viser også, at Nania Babyride til de mindste klarer sig dårligt i sidekollision.

Samtidig har Tænk fundet tjærestofferne PAH'er i fire forskellige testede modeller. PAH'er er kræftfremkaldende og kan være hormonforstyrrende, oplyser Tænk.

Det er modellen Römer Max-Fix, der har så højt et indhold af PAH'er i puderne på selerne, så den dumper. Cybex Aton 3 går igen i denne test - men også i Cybex Aton 3 med isofix base 2-Fix samt Axkid Kidzofix er der også fundet skadelige stoffer.

/ritzau/