Et nyt Danmarkskort over levealderen viser markante forskelle på, hvor længe danskerne lever – alt efter, hvor de bor.
Lige nu læser andre
Mens borgere i Odder Kommune i 2035 forventes at blive 87 år i gennemsnit, lever borgere i Lolland Kommune kun til omkring 81 år.
Det viser nye fremskrivninger fra Forebyggelsesalliancen, stiftet af pensionsselskabet Danica.
Dermed vokser forskellen i levealder mellem landets kommuner fra fem til seks år.
Det oplyser Fagligsenior.
Et Danmark delt i to
Tallene tegner et tydeligt mønster. Kommuner i det østlige Danmark ligger i top, mens flere syd- og vestdanske kommuner halter bagefter.
Læs også
I toppen findes blandt andre Odder og Rudersdal, mens Lolland ligger i bunden.
Ifølge Forebyggelsesalliancen kunne arbejdsudbuddet øges med 40.000 personer, hvis alle danskere levede lige så længe som borgerne i Rudersdal.
Udviklingsdirektør i Danica, Camilla Thind Sunesen, kalder forskellene alarmerende.
”Danmarkskortet er ved at knække, når det kommer til, hvor længe vi lever. At et barn på forhånd har fået bestemt, at det skal leve seks år kortere, fordi det vokser op i én kommune frem for en anden, er uacceptabelt. Større er vores land altså ikke,” siger hun.
Forebyggelse er vejen frem
Forebyggelsesalliancen peger på, at en styrket indsats er nødvendig, hvis udviklingen skal vendes.
Læs også
Organisationen mener, at kommunalpolitikerne skal gøre sundhed og forebyggelse til et centralt tema ved det kommende valg.
”Forebyggelse er nøglen til at dæmme op for den udvikling, og det bør være et centralt fokus for vores lokalpolitikere,” siger Camilla Thind Sunesen.
Forebyggelsesalliancen har fremlagt mere end 100 forslag til at styrke indsatsen. De seneste 33 er rettet direkte mod kommunerne og skal sikre mere lige sundhed og levevilkår for alle danskere – uanset postnummer.