Bilgigant melder ud: Stopper salg af benzin- og dieselbiler i Danmark

Skrevet af Mathias Nielsen

20/09/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Det er nu slut med salg af fossile biler, hvorfor man i stedet kun vil kunne købe plug-in-hybrid og elbiler.

Dagens topnyheder

En stor del af den grønne omstilling er udfasning af fossile biler - altså biler, som har diesel eller benzin som drivmiddel. Der er både politiske målsætninger omkring det, mens også flere bilproducenter har lavet nogle målsætninger om at udfase produktionen af fossile biler for til gengæld at producere plug-in-hybrid eller elbiler.

Man kan dog stadig købe nye benzin- eller dieselbiler, men det stopper Volvo nu med at udbyde. Volvo Car Denmark stopper nemlig al salg af biler, der udelukkende kører på benzin eller diesel.

Danmark er det andet marked, hvor Volvo alene fokuserer på Recharge-biler, som er el- og plug-in-hybridbiler.

Volvo har desuden en global målsætning om at være en fuldelektrisk bilproducent i 2030. Det fortæller virksomheden i en pressemeddelelse

“Volvo Cars har forpligtet sig til at blive klimaneutral i 2040, og det at blive en fuldelektrisk bilproducent er en vigtig milepæl på den rejse. Vi har i Danmark allerede nu valgt at fokusere salget helt på vores Recharge-modeller. Det gør vi, fordi fremtiden er elektrisk, og fordi Volvo Cars vil være førende inden for elbiler i premium-klassen, og så gør vi det, fordi efterspørgslen lige nu overgår udbuddet,” siger Sarka Heyna Fuchsova, der er CEO i Volvo Car Denmark.

Danmark er som sagt det andet marked efter Norge, hvor Volvo Cars melder ud, at de udelukkende vil sælge Recharge-biler for fremtiden.

Sarka Heyna Fuchsova ved godt, at der er forskellige risici forbundet med at komme med en sådan udmelding, men dette til trods forventer virksomheden en stor stigning i ordrebogen.

“Vi er klar over, at vi potentielt kan miste kunder ved kun at udbyde vores Recharge-modeller, men vi forventer en stigning i ordrer på 25 procent næste år. Det tør vi forvente, fordi vi kan se, at det er der, efterspørgslen er, især når vi er i premium-segmentet” siger Sarka Heyna Fuchsova.