I en viral TikTok-video deler en dyrlæge og ejer af en 10 måneder gammel hvalp ved navn Aura de syv vigtigste tegn på, at en hund er glad.
I videoen, der blev delt under brugernavnet @auratheexplorer, siger kvinden, at hvis din hund er glad, vil den gøre ting, den ellers ikke ville gøre - medmindre den føler sig tryg.
Nummer ét på hendes liste er, at hunden viser dig sin mave, efterfulgt af at den selv tager initiativ til leg, kigger på dig med et kærligt blik, får zoomies (pludselige energiske bevægelser, red.), slapper af i dit nærvær, smiler til dig og til sidst vil hunden også 'opsøge din opmærksomhed'.
Det amerikanske medie Newsweek har talt med Dr. Jamie Richardson, der er leder af veterinærmedicin hos Small Door Veterinary, for at få en eksperts syn på sagen - og her er de tegn, hun mener, du skal holde øje med for at vide, om din hund virkelig er glad.
Richardson fortalte Newsweek, at en glad hund som regel har en afslappet kropsholdning, logrende hale og en blød, åben mund, der kan ligne et smil.
"De kan søge kontakt, leg eller hyggetid med dig, og viser interesse for omgivelserne. Glade hunde har ofte klare øjne, god appetit og en sund søvnrytme," sagde hun.
"Hver hund er forskellig, men generelt gælder det, at hvis de er engagerede, energiske og reagerer på dig, er det et godt tegn."
Hvordan gør du din hund glad?
Ifølge Richardson handler det om at opfylde hundens fysiske, mentale og følelsesmæssige behov.
"Det inkluderer daglig motion, en balanceret kost, regelmæssige dyrlægebesøg og masser af stimulering - hvad enten det er leg, træning, aktiveringslegetøj eller bare tid sammen med dig. Positive sociale interaktioner og en fast rutine hjælper også hunde med at føle sig trygge og tilfredse," sagde hun.
Legetøj kan være en stor støtte for hunde, men der findes ikke ét legetøj, der passer til alle. Hver hund har forskellige behov, og nogle typer legetøj opfylder disse bedre end andre.
Der findes mange forskellige slags legetøj til hunde - fra tyggelegetøj til træk-, trygheds- og interaktivt legetøj - men hvilket der er bedst, afhænger af din hunds personlighed og stil.
Hvis du roterer legetøjet med jævne mellemrum, gør det legen mere interessant og forlænger legetøjets levetid. Det er vigtigt at fjerne beskadiget legetøj med det samme for at undgå, at hunden sluger løse dele.
Videoen gik hurtigt viralt på TikTok, hvor den på kort tid har fået mere end 2,7 millioner visninger og 404.500 likes.
"Det gør ondt i hjertet, at ikke alle hunde i verden har det sådan," skrev en bruger i en kommentar.
"Ved jeg, at min hund har et godt liv, og gør jeg mit bedste for at holde det sådan? Ja. Så jeg hele videoen for at være sikker og smile hele vejen igennem? Ja, det gjorde jeg," lød det fra en anden.
"Du aner ikke, hvor glad det gør mig at vide, at min hund også har det sådan," kommenterede en tredje.